FCM-anfører efter sejr: Vi er mesterskabskandidater

FC Midtjylland-anfører Jakob Poulsen mener, at midtjyderne er et af fire hold, der kan vinde mesterskabet.

jakob_poulsen_henning_bagger.jpg
Foto: Henning Bagger/Scanpix

Fredag aften vandt FC Midtjylland for fjerde kamp i træk i Alka Superligaen. Det blev til en 1-0-sejr ude over Sønderjyske, der sender midtjyderne op på førstepladsen i tabellen.
    
FC Midtjylland-anfører Jakob Poulsen lægger ikke skjul på, at han ser holdet som en mulig dansk mester.

  
- Jeg synes bestemt, at vi er en kandidat til mesterskabet i den her sæson. Vi er vel fire hold, som kandiderer til det, siger anføreren med reference til FC København, Brøndby og FC Nordsjælland foruden FCM.
    
- Vi kommer til at gå benhårdt efter det, men der er selvfølgelig lang vej hjem.
    
Stimen på fire sejre i træk er FCM’s længste sejrsstime, siden holdet vandt mesterskabet i 2014/2015-sæsonen. Træner Jess Thorup glæder sig over stimen.
    
- Vi har momentum i øjeblikket. Vi tror på tingene, og vi har en virkelig god trup, hvor spillerne har det godt med hinanden og har lyst til at løbe de ekstra meter for hinanden, siger en glad FCM-træner.
    
- Det vigtigste for mig var, at vi tog den tråd op, som vi gik på landskampspause med - tre sejre på stribe, og nu har vi nummer fire.
    
- Og at få den så svært et sted som i Sønderjyske vidner om, at der er rygrad i holdet. Selv om det stod og bølgede derinde, blev de ved med at tro på det og kæmpede det hjem til sidst.
    
- Vi er klar til ikke kun at spille sprudlende, men at tage de kampe, som vi skal tage. Vi er klar til at tage duellerne og spille en god defensiv kamp.
    
FC Nordsjælland kan generobre førstepladsen, hvis holdet slår Randers FC lørdag.