FCM henter landsholdsspiller

FCM Håndbold har sikret sig den svenske landsholdsplaymaker Johanna Ahlm fra næste sæson

FCM_Haandbold_klynge.jpg

FCM Håndbold har skrevet to-årig kontrakt med den svenske landholdsspiller Johanna Ahlm, der efter sæsonen skifter fra Team Esbjerg.

- Johanna Ahlm er en spiller, vi har fulgt i flere år, og som vi flere gange har haft oppe og vende. Hun har været eftertragtet af flere klubber, så vi er både glad for og stolte over at kunne tilknytte hende. Både spillemæssigt og værdimæssigt passer hun godt ind på holdet, siger cheftræner Helle Thomsen i en pressemeddelelse.

Selv glæder den 27-årige svensker sig til at hoppe i FCM-trøjen.

- Det er en god klub og et hold, som jeg kan se mig selv passe ind på. Der er en god træningskultur i klubben, og holdet spiller et spil, som passer til min spilletid, siger Johanna Ahlm, der i de seneste seks år har optrådt i dansk håndbold

I FCM Håndbold glæder sportschef Hans Peter Riis sig over, at det er lykkes at sikre sig Johanna Ahlm.

- Vi er tilfredse med at tilknytte en så rutineret landsholdsspiller, som vi kender fra flere gode år i Danmark. Det betyder meget, at hun har valgt os på vores værdier og den måde, vi gør tingene. Vi ved godt, at Johanna havde muligheder i både ind og udland, siger Hans Peter Riis.

Johanna Ahlm får trøje nummer 22 i FC Midtjylland.