Flere påsatte brande: Politiet efterforsker mistænkelige forhold

Politiet mistænker, at to af torsdagens brande var påsatte.

Senest brød en brand ud på Sjællandsgade i Herning.
Senest brød en brand ud på Sjællandsgade i Herning.
Foto: pressefotos.dk

Torsdag aften brød flere brande ud i Midtjylland. 

Politiet mistænker nu, at nogle af dem er påsatte. Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Simon Skelkjær. 

- Det er begge i ubeboede huse, og i det ene af dem har der været adgang til huset udefra, oplyser vagtchefen. 

Klokken 21.40 alarmeres om en brand i Nørre Snede i en ubeboet villa. 

- En nabo opdager, at der står flammer ud fra huset og alarmerer brandvæsnet, fortæller Simon Skelkjær fra Midt- og Vestjyllands Politi. 

Brandvæsnet oplyser desuden, at der muligvis er flere arnesteder

- Det er mistænkeligt i sig selv, hvis branden er opstået flere steder, konstaterer vagtchefen. 

0:15
Huset i Nørre Snede. Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk

Senere på aftenen, omkring klokken 23.40, udbrød endnu en brand i en villa. Denne gang på Sjællandsgade i Herning, også i et ubeboet hus.

- Vidner fortæller os, at huset har været frit tilgængeligt, og der er personer, som har opholdt sig i det, siger Simon Skelkjær. 

Han kan dog ikke komme yderligere ind på, hvorfor politiet mistænker, at branden er påsat. 

- Det at det er ubeboet, og der er også andre forhold, som vi ikke kan komme nærmere ind på, der gør at det skal efterforskes, lyder det. 

Selvom politiet efterforsker begge brande som påsatte, kæder politiet dem ikke umiddelbart sammen, oplyser vagtchefen. 

Villa i Herning stod sent torsdag aften i brand. Foto: Presse-fotos.dk

I Bjerringbro udbrød også brand torsdag aften. 

Denne efterforskes dog ikke som påsat, fortæller Simon Skelkjær. Brandårsagen undersøges fortsat.