I julemandstøjet for allersidste gang: Slut med over 30 år gammel juletradition
I år bliver der afholdt julemarked på Øster Skovgård i Snejbjerg for sidste gang.
For sidste gang spænder Kaj Pedersen bæltet i sin julemandsdragt. En dragt han har båret de sidste tre årtier, når han skulle glæde de mange børn på julemarkedet på Øster Skovgård i Snejbjerg ved Herning
- Det er da lidt vemodigt, når man lige pludselig står her, fortæller Kaj Pedersen, der er i gang med sin sidste forvandling til julemanden.
Siden 1993 har Kaj og Pia Pedersen afholdt julemarkedet på Øster Skovgård, og igennem tiden er det vokset til at være et yderst velbesøgt og velafholdt juletradition for mange.
- Jeg synes faktisk, det er ret trist, fordi børnene elsker det, og de to små, de når jo ikke at få så meget ud af det, som de ellers kunne have fået de næste mange år, siger Maria Lyhne Mogensen.
Også den ældste datter, Ellen Harder Lyhne, der sammen med familien har besøgt julemarkedet lige siden hun var nul år, kommer til at savne det.
- Jeg synes ikke, det er helt så sjovt, at det lukker, siger den 6-årige Ellen.
Stopper mens legen er god
Kaj og Pia Pedersen er begge over 60, og de bruger imellem 80-100 timer om ugen på arbejdet med julemarkedet.
Tid og kræfter, som de nu hellere vil bruge på andre ting.
- Der er mange ting, vi kommer til at savne, men der er også meget, vi kommer til at glæde os til, siger Pia Pedersen.
En af dem er mere tid til børnebørnene. Og så var der også noget med en autocamper, der i mange år bare har stået og samlet støv i garagen.
Men selvom de glæder sig til deres nye liv, så bliver det stadig et vemodigt farvel.
- Vi har sådan nogle juletræsmærker med priser på juletræerne, og i år skulle de bare smides ud, det var virkelig mærkeligt, nu har vi gået og gemt dem i næsten 30 år de samme mærker.
- Det var godt nok lidt underligt at skulle smide dem i skraldespanden.