Kvinde bragede ind i hus i nat: Ingen kontaktede politiet

Politiet forsøger at komme i kontakt med føreren af bilen for at kunne vurdere, om der skal rejses sigtelser mod hende.

Bil i hus v. Nørre Snede
Foto: Presse-fotos.dk

En bil er natten mellem fredag og lørdag braget ind i et hus ved Nørre Snede.

Anmeldelsen kom klokken 01.22 fra en automatisk alarm, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jeppe Holgersen.

Han fortæller, at en kvinde førte bilen, som endte i huset, hvor en mandlig beboer var.

Men ingen af de to personer ringede efter politiet, før politiet selv fik en anmeldelse og senere kom til stedet.

- De har begge været okay og har ikke fundet anledning til at ringe efter os, lyder det fra vagtchef Jeppe Holgersen.

Men ikke desto mindre er politiet nu en del af sagen.

- Det er et uheld af en karakter, som vi gerne vil involveres i, slår han fast.

Vagtchef Jeppe Holgersen fortæller, at man endnu ikke kender årsagen til uheldet. Men man formoder, at bilen har været ude på en mark og her har ramt en rundballe, inden bilen har fortsat ind i huset.

- Vi har forsøgt at komme i kontakt med vedkommende, der har kørt bilen, men uden held. Så vidt vi ved gennem pårørende, er hun uskadt, fortæller vagtchefen.

For nu ønsker han ikke at oplyse nærmere om alderen på føreren af bilen.

- Nu skal vi have talt med hende og have hendes forklaring, og så vil vi tage stilling til, om der skal ske sigtelser, siger vagtchefen.