Da ”et bjerg af kokain” landede på bordet foran ham, lærte Mads Langer noget vigtigt

I vindueskarmen ved siden af sin seng har Mads Langer stillet et billede af sig selv som 3-årig.

Det er noget af det første, han ser, når han slår øjnene op om morgenen.

De krøllede blonde lokker, de store blå øjne, den venstre pegefinger uskyldigt placeret i mundvigen.

Billedet minder ham om noget, som han ikke altid har været lige god til at huske på.

- Nogle af de hårde ting, man kan sige til sig selv, dem kunne jeg aldrig finde på at sige til ham på billedet. Det minder mig om, at jeg ikke skal være så hård ved mig selv. At jeg er lige, som jeg skal være, siger Mads Langer.

På sin vej mod toppen af den danske musikbranche har han skullet udholde en masse. Nogle gange også for meget.

Og når man selv er ung, talentfuld og ærgerrig, kan man meget nemt komme til at jage de forkerte ting.

Det ved han i dag.

Nu har Mads Langer taget et stor, men afklaret beslutning om sin karriere.

Den vigtigste læring

I godt og vel 20 år har Mads Langer været et stort navn i dansk musik. Først som fremadstormende talent, sidenhen som en af landets absolut største kunstnere med en karriere, der har ført ham langt ud over landets grænser.

Lige nu er han aktuel som den ene halvdel af dommerduoen i programmet ’Piano’, og i den anledning fortæller han om nogle af de vigtigste ting, han har lært på sin vej.

Om at holde fast i sig selv, når andre prøver at forandre en.

Om hvorfor han fraråder andre at blive berømte.

Og om den vigtige beslutning, han har taget for fremtiden.

En følelse at fortabe sig i

For Mads Langer var det aldrig et valg at spille musik. Lige siden han kunnet nå op til tangenterne, har musikken været den mest naturlige ting i hans tilværelse.

Her var han ”som en fisk i vandet”, som han selv udtrykker det.

I dag kan han dog også se, hvordan man som ung musiker meget nemt kan komme til at stræbe efter noget, som egentlig ikke er det vigtigste.

Første gang, Mads Langer fik smag for omverdenens anerkendelse, var på skolens legeplads i Resen Vest ved Skive.

Han havde lige sunget ’Jeg vil male dagen blå’ foran hele skolen, og nu kom mange af de andre børn hen og fortalte ham, hvor godt han havde gjort det.

Det var en rar følelse. Det er det stadig i dag, og Mads Langer sætter selv en stor ære i at huske at rose folk, der gør et indtryk på ham.

Han var i starten af sine tyvere, da han udgav debutalbummet ’Attention please’.

- Navnet ’attention please’ skriger jo ”se mig, se mig”, siger Mads Langer.

- Jeg troede, det handlede om, at nu skulle hele verden se mig. Men i virkeligheden var det jo bare mig selv, der skulle se mig.

Mads Langer higede efter den ydre succes og anerkendelse, som han troede, ville bringe ham indre ro.

I dag kan han se, at det mest af alt var et forsøg på at udfylde hullet efter det, han i virkeligheden manglede:

Sin egen accept.

I sin stræben efter at gøre det godt overfor andre, havde han glemt at fortælle sig selv, at han var god nok, som han var.

Han var ikke langt inde i sin karriere, da en særlig oplevelse tydeliggjorde, at han var nødt til at stå ved sig selv, hvis han skulle overleve i branchen.

"Hvad laver jeg her?"

Han var stadig i den helt spæde start af karrieren, da han som ung, talentfuld sangskriver blev hevet med til New York og indlogeret i en lejlighed midt på Manhattan på pladeselskabets regning.

Første aften var han inviteret til fest med nogle producere og pladeselskabsfolk, så nu sad han dér i et fremmed land, blandt fremmede mennesker, de fleste af dem væsentligt ældre end ham selv.

Han følte, at han lige var kommet med firetoget fra Skive.

Pludselig ringede det på døren.

Det var en pusher, og med sig havde han ”et bjerg af kokain”, som landede på bordet foran Mads Langer.

- Jeg tænkte bare, hvad laver jeg her?

- Jeg har heldigvis fået nogle gode værdier ind med modermælken. Men det krævede stadig meget mod at sige, ”sådan noget gør jeg altså ikke”. At stå ved mig selv i stedet for at bukke under for presset, siger Mads Langer.

Men på en måde var episoden måske en meget fin advarsel for, hvordan musikbranchen også kunne være.

Han lærte i hvert fald, at der ikke er nogen, der siger stop for dig. Du er nødt til selv at trække stregen.

Det gælder også, når det kommer til arbejdspres, hvilket Mads Langer hurtigt erfarede.

Hektiske år

Tiden i USA var ekstremt hektisk og ustruktureret. Det ene øjeblik var han i studiet, så var der fotosessions, så var der møder, så skulle han optræde. Dag ud og dag ind.

Til sidst kunne han ikke følge med mere. Han satte foden ned og tog hjem.

Det var ikke en nem beslutning, men det var den rigtige.

Det høje tempo blev dog en fast tilbagevendende følgesvend gennem karrieren.

Især årene efter, Mads Langer deltog i ’Toppen af Poppen’, var hektiske. Hans version af sangen ’Overgir’ mig langsomt’, som han selv havde skrevet til Sanne Salomonsen, blev et stort hit.

Han gik fra at være et stort navn til at være et af de største, og pludselig var der langt over 200 årlige rejsedage i kalenderen og koncerter i ind- og udland.

En af hans tidligere managere sagde på et tidspunkt, at han var imponeret over Mads Langer, for han kendte ingen, der kunne holde til lige så meget.

- Jeg tog det som et kompliment, men jeg kan godt se i dag, at det ikke er sundt at blive målt på, hvor meget man kan klare, siger han.

Det skal ikke lyde som om, Mads Langer ser tilbage på sin karriere med fortrydelse. Tværtimod ser han tilbage med stolthed på alt, hvad han har oplevet, og alt hvad det har lært ham.

Der er bare nogle ting, han ville ønske, at nogen havde fortalt ham, dengang han selv var ung og fremadstormende.

Han ville også ønske, at nogen havde fortalt ham noget tidligere, at det var i orden, at han sagde fra, når andre forsøgte at ændre på ham.

Som en logrende hund

Velmenende råd har der været rigeligt af gennem årene.

Hvordan han skulle se ud. Hvilket tøj han skulle gå i. Hvilke ting han skulle – og hvilke han helst ikke skulle – snakke om, når han gav interviews.

Og når man er ung, så kan man nemt komme til at sidde som en ”logrende hund”, som Mads Langer formulerer det.

Han er blandt andet blevet frarådet at tale for meget om sine følsomme sider.

- I virkeligheden er jeg glad for rådene, for de har givet mig muligheden for selv at tænke og nå frem til, at det skal andre selvfølgelig ikke bestemme. Det skal jeg selv bestemme, siger han.

- Hvis du er ung og har fået en pladekontrakt, så er det fordi, at lige netop du har noget at byde på. Du har svarene. Du er chefen i fortagenet. Du skal selvfølgelig lytte, men hvis det ikke føles rigtigt, så skal du ikke gøre det. For det er din kunst. Det gad jeg godt, at nogen havde sagt til mig i starten.

Oven på alle sine erfaringer er Mads Langer også begyndt selv at give et lidt særligt råd til unge, talentfulde mennesker.

Han råder dem til ikke at blive berømte.

Ikke lykken

Det kan lyde lidt kynisk, men der ligger en del overvejelser bag.

Én ting er, at han forsøger at gøre op med opfattelsen af, at berømmelse nødvendigvis er lig med lykken.

- Folk er ikke klar over, hvad det vil sige. Det var jeg heller ikke selv. Altså i virkeligheden er det jo en dybt unaturlig situation for et menneske, siger han.

- Vores hjerner er stadig de samme, som dengang vi levede i bittesmå jæger- og samlersamfund. Det skal man bare huske, hvis man drømmer om at blive berømt foran hundredtusindvis eller millioner af mennesker. Vi er slet ikke skabt til, at så mange mennesker ved, hvem vi er.

Det kan handle om små, uskyldige ting, som at når man går en tur i Netto, så er der mange, der ved, hvem man er, selvom man ikke ved, hvem de er. Det betyder, at ens sanser og alarmklokker er på spil på en helt anden måde, og man bliver hurtigt enormt selvbevidst.

Men det kan også handle om de mere alvorlige ting. Så som at man ofte må lægge navn til sladder og rygter, og at man oplever, at der skrives og spekuleres om ens privatliv på nettet og i pressen.

Når han forklarer folk, at det ikke nødvendigvis er lykken, så er der nogle, der er ligeglade. De brænder så meget for deres kunst, at de kan se igennem fingre med hvad som helst.

Og i virkeligheden er det faktisk netop det, der er den primære pointe bag hans råd om ikke at søge berømmelsen.

En drøm uden kerne

Det handler om, at man kun skal gøre det, hvis man ikke kan lade være.

- For mig at se er berømmelse et biprodukt af, at man har et hovedprodukt, som man er god til, og som man brænder for. Men hvis man stræber efter et biprodukt, så er man på afveje.

Mads Langer er ikke vild med, at mange unge drømmer om at blive influencere eller youtubere – i hvert fald ikke, hvis drømmen kun består i, at man gerne vil være kendt og have mange følgere.

- Det er en drøm uden essens og kerne. Og det er farligt. Mange tror, at berømmelse, rigdom og ydre succes vil give os indre ro. Min erfaring er, at det kun bliver mere uroligt og mere tomt, hvis man glemmer at søge efter svarene inden i sig selv.

Så i virkeligheden handler hans råd ikke om at skræmme unge talenter fra at forfølge deres drømme. Det handler snarere om at huske dem på, hvorfor de gør det.

De seneste år har Mads Langer også selv mærket efter, hvad der er vigtigt for ham. Og det har fået ham til at tage en afklaret beslutning om fremtiden.

Den store beslutning

Mads Langer har haft en alvorlig samtale med sig selv.

Han kommer direkte ud af et år, hvor han har haft trukket stikket.

Han har haft skruet ned for sine sociale medier, og så har han haft en længere pause fra at spille koncerter.

Og han er kommet ud på den anden side med et nyt formål.

Nu handler det ikke længere om at løbe hurtigere og jagte succes. Nu handler det om at tage sig tid.

Også selvom det kan have betydning for hans karriere.

- Jeg truffet et meget klart valg om, at det vigtigste for mig, det er at være til stede i alt, hvad jeg gør. Koste hvad det vil. Jeg skal have det godt. Jeg skal have tid, siger han.

- Så hvis det er meningen, at min karriere skal vokse sig endnu større, så følger jeg med. Men hvis det er meningen, den skal blive mindre, så følger jeg også med. Og jeg har ro og fred med den beslutning. Det er ikke et mål i sig selv, at ting skal blive en kommerciel succes. Det er et mål, at de skal komme fra det rigtige sted.

Han vil være til stede i hver sang, han skriver, hver tone, han spiller, hvert øjeblik, han har med sin datter, med sine venner og sin familie.

- Og hvert slag på paddeltennisbanen, griner han.

- Jeg vil ikke skynde mig med at leve. Jeg vil gøre mig umage med at leve.

Det er slut med at fortabe sig i jagten på ydre succes. Nu handler det om at nyde den indre succes fuldt ud.

Mads Langer er lige blevet færdig med en turné, hvor han har skiftet arenaerne ud med 24 lidt mindre og mere lokale spillesteder.

For år tilbage var han taget direkte afsted på en ny turné, måske til Tyskland. Men nu tager han en pause.

Han ved godt, at han er privilegeret. At han netop har opnået den succes, der tillader ham at tage sådan en beslutning.

Derfor er det også vigtigt at understrege, at han ikke ville gøre noget om. Han er taknemmelig for alle de mange erfaringer, der tilsammen er blevet til den her beslutning.

- Det er meget mere fredfyldt at være i verden for mig nu. Jeg har aldrig haft så meget indre fred.

I dag ved Mads Langer, at den indre ro kommer af at acceptere sig selv, og ikke af at jage andres anerkendelse.

Han kan kigge på billedet af sit 3-årige jeg og vide, at han er lige, som han skal være.

Det ønsker han, at alle andre også skal kunne.