Fandt mening i Islam: Kevin fra Hammerum beder mindst fem gange i døgnet
Kevin Christensen havde svært ved at finde en mening med tilværelsen. Han fandt svarene i Koranen, og for godt seks år siden konverterede han til Islam.
Hvis ikke det var for kufi-hatten på de rødblonde lokker, ligner han en helt almindelig etnisk dansker, og det er han sådan set også.
Men Kevin Christensen, der i øjeblikket venter på at få godkendt sit nye navn Karim Al-Walid er ikke kulturkristen, som mange danskere. Han er rettroende muslim.
- Ja, jeg forsøger at leve efter de muslimske regler og anbefalinger, så jeg vil nok betegne mig som meget praktiserende, fortæller Kevin Christensen.
Det vil blandt andet sige, at han vender sig mod Mekka og beder til Allah mindst fem gange i døgnet, han drikker ikke spiritus, hører ikke musik, spiser ikke svinekød og dater ikke længere på dansk.
- Nej, man må sige, at jeg har gjort mit datingliv besværligere. Nu dater jeg nemlig udelukkende for at blive gift, forklarer Kevin Christensen med et smil og viser os datingappen Muzz.
- Den kan godt sammenlignes med Tinder, men man kan ikke skrive med så mange ad gangen, og så er det også nogle helt andre samtaler. Her handler det meget om, hvor mange børn vil du gerne have, og hvad kan du tilbyde som mand/kone. Der var nok nogle danskere, der ville synes, det var ret meget lige på og hårdt, griner han.
Men det er ikke uvæsentligt at få den slags afklaret, når man ikke sådan kan mødes alene og i utide inden man er gift. Og det kan man, ifølge Kevin Christensen ikke, hvis man er muslim og lever efter reglerne.
Mening med tilværelsen
Kevin Christensen er vokset op som kristen, men da han kom op i tyverne blev han mere søgende efter et ståsted.
- Jeg var et svært sted i mit liv. Jeg havde problemer med alkohol, jeg havde problemer med fester og søgte efter en mening med det hele. Jeg var nihilist og følte ikke, der var nogen mening med livet ud over det, jeg selv skabte. Jeg var fortabt og deprimeret, så jeg forsøgte at finde svar i de abrahamitiske religioner, forklarer Kevin.
De abrahamitiske religioner dækker over Jødedom, Kristendom og og Islam, og det blev i Koranen, den søgende Kevin fandt sine svar.
- Der var så meget, der gav mening for mig. Islam er ikke religion eller videnskab, det er begge dele. For eksempel forklarer Koranen, hvordan menneskene blev skabt gennem flere stadier. Alle de bekymringer, jeg havde med, at religion ikke kunne hænge sammen med videnskab, gik op i en højere enhed her, forklarer Kevin Christensen.
Bliver du terrorist?
Efter mange studier og overvejelser konverterede Kevin Christensen til Islam.
- Det er ret enkelt. Man siger en sætning om, at der ikke findes nogen Gud ud over Gud, og at Mohammed er hans profet på arabisk. Hvis man mener det af hjertet, er man muslim, forklarer Kevin Christensen.
Der findes ikke nogen præcise tal for, hvor mange danskere der konverterer til Islam, men et forsigtigt bud, fra professor Thomas Hoffmann på Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet, er omkring 750 om året - eller et par stykker om dagen.
- Min familie blev noget chokerede, og nogen troede, at det det var ensbetydende med, at jeg blev terrorist. Men det går bedre, og de er ved at være der, at hvis jeg er glad, så er de det også, fortæller Kevin Christensen.
Kevin fortæller glad og gerne om Islam, blandt andet for at få udryddet nogen af de mange misforståelser han mener, der er om hans tro.
- Der står jo for eksempel i koranen, at du aldrig må tage et uskyldigt menneskes liv, og at kvinder og mænd er lige. Det er jo ikke altid det, vi ser rundt om i verden. Men Islam er perfekt, det er muslimer ikke altid, forklarer han.
Rejser til Mekka inden jul
Kevin Christensen står altid tideligt op, for at bede døgnets første bøn. Herefter går turen til Århus Universitets afdeling i Herning, hvor han ved lægge sidste hånd på sit speciale.
Han har haft travlt for at få afleveret specialet inden jul, for i år skal han ikke holde jul med familien, men på pilgrimsrejse, hvor han blandet andet skal til Mekka.
- Det glæder jeg mig helt vildt til. Jeg fik tårer i øjnene, da jeg fandt ud af, at det kunne lade sig gøre, fortæller Kevin Christensen.
Bøn er en meget vigtig del af Islam, og Kevin og hans muslimske medstuderende har bedt i alt fra tomme undervisningslokaler til kældre under Universitetet for ikke at springe over nogen af de obligatoriske bønner.
Fredag er er en stor dag. Her skal muslimske mænd, ifølge reglerne, mødes til bøn i moskeen. Kevin kommer fast i Ikast Fatih Camii Moskeen, hvor han både har fået gode venner og et religiøst fællesskab.
- Det har givet mig et formål med livet, hvor jeg kan finde vejledning og retvisning og altid kan lægge det i Allahs hænder. Det har givet mig en kærlighed og et formål til noget, der er større end mig selv, slutter Kevin Christensen
Han er nu på vej til Mekka, hvor han blandt andet skal gå rundt om Kabaen.
Se videoen herunder, hvor du kan se mere om, hvordan Kevin fandt sine svar i Islam: