Otte ton for gammel mad lå i månedsvis hos virksomhed - nu er det destrueret

Virksomheden Porskær æg og fisk i Silkeborg har måttet destruere otte ton gammel mad for at få sin glade smiley tilbage.

Unavngivet
Foto: Skråfoto/Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur

Det er tilsyneladende ikke så nemt at skille sig af med flere ton frossen mad. 

I næsten et år har virksomheden Porskær æg og fisk i Silkeborg regelmæssigt haft besøg af Fødevarestyrelsen, hvilket har resulterede i flere anmærkninger og påbud.

Det hele begyndte i november 2023, hvor virksomheden modtog en smiley med lige mund, da Fødevarestyrelsen fandt en stor mængde fødevarer, hvor holdbarhedsdato var overskredet. 

Det resulterede dengang i et påbud om, at alt den for gamle mad skulle destrueres - heriblandt otte ton frysevarer fremgår det af kontrolrapporterne.

Selvom virksomheden nu har fået sin glade smiley tilbage, så tog det sin tid at nå derhen.

-Jeg har ikke kunnet nå det

Hverken i februar, maj eller i september 2024, hvor Fødevarestyrelsen igen var forbi Porskær æg og fisk, var det lykkedes at få destrueret den gamle mad.

Derfor blev den mellemfornøjede smiley vekslet til en sur en af slagsen, da Fødevarestyrelsen kunne konstatere, at virksomheden stadig havde omkring otte ton fødevarer på frost i september 2024.

- Det er jeg ked af. Jeg har ikke kunnet nå det, lød bemærkningen dengang fra virksomheden.

I rapporterne fremgår det, at virksomheden har valgt at bortskaffe de fleste fødevarer via dagrenovation, og det tager lang tid.

Derfor blev virksomheden i september påbudt, at nu skulle alle fødevarer destrueres ved at bestille en affaldscontainer.

5. november 2024 kunne Porskær æg og fisk så endelig bytte sin sure smiley ud med en glad. I kontrolrapporten for den dag skriver Fødevarestyrelsen, at de mange ton mad er blevet destrueret, og at forholdet nu er bragt i orden.

TV MIDTVEST har talt med ejeren af Porskær æg og fisk, men han har ikke ønsket at udtale sig om sagen.