Kinesisk gigant vil købe svin af Danish Crown for 100 millioner dollars
Aftalen får ikke umiddelbart betydning for antallet af medarbejdere på Danish Crowns slagterier.
Danish Crowns forretning i Kina står til at blive endnu større.
Kina, der har små 1,4 milliarder indbyggere, er storforbruger af svinekød.
Nu har Danish Crown indgået en aftale med landets største fødevarevirksomhed, Cofco, der vil sikre Danish Crown et salg på 100 millioner dollars i 2020.
Det skriver Danish Crown i en pressemeddelelse.
Den aftale, Danish Crown har underskrevet med COFCO, er en rammeaftale, som gensidigt sikrer de to partnere et forretningsomfang på 100 millioner dollars i det kommende år. Det svarer til 672,5 millioner kroner.
Det beløb kan godt ende med at blive større.
Danish Crown oplyser, at aftalen ikke umiddelbart kommer til at få betydning for antallet af ansatte på afdelingerne i Herning, Horsens og Randers.
- Men det giver en sikkerhed for salg i 2020, og det kommer alle slagterier til gode, siger Jens Hansen, der er pressechef i Danish Crown.
Stor vækst på det kinesiske marked
Danish Crowns salgsdirektør i Kina, Niels Knudsen, skriver i pressemeddelelsen:
- Vi er rigtig glade for aftalen med Cofco Meat Holdings. Den sætter to streger under, at vi i Danish Crown har nået en status som foretrukken leverandør for den største aktør på det kinesiske marked.
Cofco har udviklet sig til at blive en af Danish Crowns største samarbejdspartnere.
Danish Crown har længe fokuseret på det kinesiske marked, der er i hastig vækst. Kineserne er historisk glade for svinekød og storforbrugere af samme.
I sit halvårsregnskabet fortalte Danish Crown, at netop Kina havde opvejet modvinden på andre markeder.
- På få måneder er et svagt marked og et delvist stop for eksport til Kina blevet vendt til rekordstore stigninger i noteringen på grisekød båret af netop eksport til Kina, skrev Danish Crown i sit regnskab for første halvår.
Det viste en omsætning på 30,6 milliarder kroner og et resultat på 786 millioner kroner.