Kunstsamling, slanger og tusindvis af fisk gik op i røg: Dyrehandel i brand stod ikke til at redde

Den voldsomme brand gik også ud over togtrafikken i Vildbjerg.

Brandfolk har kæmpet mod en brand i en tagkonstruktion på en erhvervsbygning i Vildbjerg.
Brandfolk har kæmpet mod en brand i en tagkonstruktion på en erhvervsbygning i Vildbjerg.
Foto: Privatfoto

Tidligt torsdag morgen fik Kenni Otkjær et chokerende opkald. Hans bygning og forretning i Vildbjerg stod i flammer. 

- Min første tanke er ”Coco” – Jeg skynder mig at få tøj på, og jeg skal bare afsted, fortæller Kenni Otkjær. 

Han er indehaver af Dyrecenter West i Vildbjerg og ejer hele bygningen på Jernbanegade, hvor også en tatovør holder til. 

Nu har både han og tatovøren mistet alt, de havde i forretningerne. Hverken bygning, inventar eller dyr i den stod til at redde, fortæller indsatslederen på stedet. 

Uerstatteligt

For tatovør Jacob Brask betød det, at han mistede en kunstsamling, som han har opbygget gennem 10 år. 

- Alt det udstyr, som jeg kan købe igen, er jeg fuldstændig ligeglad med, men mine uerstattelige ting som kunstværker og pokaler, som jeg nu mister... det er katastrofalt, det er hjerteskærende, jeg er bare ked af det og frustreret, forklarer en tydeligt påvirket Jacob Brask. 

Ved siden af ham står dyrehandleren Kenni Otkjær, og han er mindst lige så påvirket af chokket over den voldsomme brand, som det har taget brandfolk hele dagen at slukke. 

Kenni Otkjær holder meget af dyr - og især papegøjen Coco.
Kenni Otkjær holder meget af dyr - og især papegøjen Coco.
Foto: Privatfoto


Coco - den bedste ven 

For Kenni Otjkær er tankerne og fokus på Coco, hans og butikkens elskede papegøje, som altid fyldte forretningen med sjov og glæde, fortæller dyrehandleren. 

- Det var min ven. Den var ekstremt vigtig, for jeg er sådan en person, som har det bedre med dyr, end jeg har det med nogle mennesker, fortæller Kenni Otkjær.

Papegøjen har været fast inventar i butikken, og ofte kom folk i butikken netop for at hilse på den sjove papegøje, fortæller Kenni Otkjær. 

- Jeg har lært den at snakke. Det er jo lidt som at lære et barn at snakke, forklarer han. 

Timelang kamp mod brand i taget

Ifølge indsatsleder ved Brand & Redning MidtVest, Peter Kristensen, opstod branden sent på natten, men blev først opdaget omkring tre timer efter, den er opstået. 

- Det er en passager på togstationen i nærheden, som opdagede røg ud af bygningen og alarmerede brandvæsnet, fortæller indsatslederen. 

Han og kollegaer fra omkring fem brandstationer, beredskabsstyrelsen, dronefører, forsyningsselskaber og politi har været indblandet i arbejdet med at slukke branden i bygningens tagkonstruktion. 

Også Banedanmark har været involveret, da togstationen i Vildbjerg imidlertid har måtte lukke sporene, så politiet kunne brede sig derud. 

- Togtrafikken har været påvirket, dels fordi vi skulle bruge sporet, og dels fordi der var røg på stationen, fortæller Peter Kristensen. 

En værdig begravelse 

Efter en lang og sej kamp for beredskabet er brandfolkene nu ved at pakke sammen, fortæller indsatsleder Peter Kristensen. 

Hele dagen har tatovøren Jacob Braks og dyrehandleren Kenni Otkjær stået på sidelinjen og set på. 

Selvom Kenni Otkjærs forretning grundet sygdom måtte lukke efter nytår, var der stadig en del dyr, som befandt sig i bygningen under branden. 

- Jeg havde både nogle slanger, nogle gekkoer og omkring 100.000 akvariefisk, som er gået til, fortæller Kenni Otkjær. 

Men det er slet ikke dem, han tænker mest på. Tankerne kredser om Coco, og hvordan hans bedste ven nu skal få en værdig begravelse. 

- Vi snakker om at begrave den på en dyrekirkegård, hvor vi kan få den kremeret og få en ordentlig afsked, siger Kenni Otkjær.