Mand gik på gaden med to store køkkenknive og truede med at slå anden mand ihjel
En 21-årig mand fra Herning-området er nu sigtet for trusler og overtrædelse af våbenloven.
Fredag aften plejer at være lig med god stemning og glade mennesker i det centrale Herning, men denne udgave bød på i hvert fald en ret markant undtagelse.
Ved 21-tiden stødte to personer nemlig på en 21-årig mand i nærheden af Møllegade, som bestemt ikke var i fredagshumør. Han gik nemlig rundt med to store køkkenknive, som senere blev opmålt til at være 34,5 centimeter, og det fik de to personer til at alarmere politiet.
- Da vi kommer derned tager vi kontakt til ham, og her siger han så, at han har til hensigt at slå en navngiven person ihjel, fortæller Jens Claumarch, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Uvist hvad konflikten skyldes
Den 21-årige mand kunne ikke redegøre for, hvorfor han var blevet så vred på den pågældende person, men han fortalte, at de to havde kendt hinanden hele livet. Heller ikke da politiet rakte ud til den truede part i sagen, blev ordensmagten meget klogere. Han anede nemlig ikke, hvorfor hans livslange bekendtskab havde set sig sur på ham.
Den 21-årige mand bor i Herning Kommune, og han er kendt af politiet.
- Vi kender ham lidt fra det psykiatriske miljø. Derudover var han tydeligt påvirket, da vi talte med ham, fortæller vagtchefen.
Den 21-årige mand blev anholdt og har tilbragt en del af natten i politiets varetægt. Han er dog hertil morgen blevet løsladt igen.
- Han bliver sigtet for trusler og overtrædelse af våbenloven, oplyser Jens Claumarch.