Ny sag om underbetaling på sygehusbyggeri: Snydt for 400.000 kroner
Et gulvfirma i Hanstholm skal betale næsten en halv million kroner tilbage efter at have snydt udlændinge for lønkroner, de havde krav på i forbindelse med byggeriet af supersygehuset i Gødstrup.
Byggeriet af det nye supersygehus i Gødstrup ved Herning er ramt af en ny sag om social dumping.
Det drejer sig om en gruppe udenlandske arbejdere, som har fået indbetalt for lidt eller slet ingenting til deres pensionsordning. Oveni har de hellere ikke modtaget den rette betaling for overarbejde og søgnehelligdagstillæg.
Derfor har gulvvirksomheden AC Gulve i Hanstholm, som har haft de udenlandske arbejdere ansat, nu indgået et forlig med 3F om at betale 400.000 kroner i bod.
- Mine folk skriver regninger til mig på, hvad de skal have. De havde fået at vide, at det var efter 3F’s overenskomst. Derfor er jeg skuffet over, at regningerne ikke er i orden, siger Tage Andersen ifølge 3f.dk.
Direktøren forsikrer samtidig om, at der nu er styr på forholdene igen.
Ikke første gang
Sagen slutter sig til en række andre tilfælde af social dumping i forbindelse med byggeriet af sygehuset i Gødstrup, hvor blandt andet polske arbejdere er blevet snydt for løn, de ellers havde krav på.
Derfor håber næstformand hos 3F Midtjylland Jørgen Nielsen nu, at overenskomsten bliver overholdt fremover.
- Jeg ved ikke, hvor bevidste overtrædelserne er. Der har været rod. Men efter boden regner vi med, at de nu retter op på forholdene.
Ifølge 3F er yderligere to sager fra byggepladsen ved at blive undersøgt.