På et hængende hår: Herning tager pokalen i finaledrama

For niende gang i klubbens historie kan Herning Blue Fox kalde sig dansk pokalmester i ishockey.

I en tæt pokalfinale i Vojens vandt midtjyderne 4-3 over Herlev Eagles på et sejrsmål 36 sekunder inde i overtiden.

Canadieren Derian Plouffe blev pokalhelt, da han ved bageste stolpe udnyttede Brett Thompsons perfekte forarbejde og slukkede sjællændernes drøm om at vinde turneringen for første gang.

Herning fører Metal Ligaen suverænt og gik ind til finalen som favorit. Det var da også midtjyderne, der startede bedst.

Der var spillet mindre end fire minutter, da Herning pludselig var tre mod to mod Herlevs forsvar. Efter et par hurtige pasninger stod Maksim Popovic fri og kunne sende pucken i nettet.

Målet rystede dog ikke Herlev, der har selvtillid efter et overraskende godt efterår.

Holdet skal sjældent bruge mange chancer til sine mål, og Mathias Seldrup i Herning-målet havde heller ikke haft meget at se til, før pucken lå i målet bag ham.

Oliver True ventede og ventede, indtil han fandt den perfekte vinkel og plaffede pucken op i målhjørnet til 1-1.

Den intense finale var præget af en stribe udvisninger, og de næste fire mål blev alle sat ind i powerplay.

Midt i anden periode satte Hernings Derian Plouffe staven på en præcis aflevering fra Mathias Bau og gjorde det til 2-1.

Den føring holdt perioden ud, men Herlev kom ud til tredje periode som lyn og torden.

Der var blot spillet 21 sekunder, da Matthias Asperup drejede pucken i mål, og ni minutter senere var Oliver True på pletten igen til Herlev-føring på 3-2.

Herlev trak sig helt tilbage i håb om at kunne forsvare sig til en pokaltriumf. Men en ny udvisning bragte Herning i overtal, hvor kaptajn Morten Poulsen med seks et halvt minut igen kunne udligne til 3-3.

Tiden løb ud uden yderligere fuldtræffere, og så skulle der altså overtid til at afgøre dramaet.

Her behøvede Herning kun at etablere ét angreb, før det hele var forbi.

Midtjyderne cementerede med pokaltitel nummer ni positionen som Danmarks mest succesfulde pokalhold, mens Morten Poulsen løb med æren som pokalfighter.

/ritzau/