Pige er blevet alvorligt forbrændt efter fysikforsøg
Pigen er overført til Rigshospitalet.
En pige fra 7. klasse på Snejbjerg Skole, der ligger vest for Herning, er torsdag morgen blevet alvorligt forbrændt efter et fejlslagent fysikforsøg.
Det skriver Herning Folkeblad.
Både politi og ambulance blev hidkaldt kort efter hændelsen, og pigen er siden blevet kørt på hospitalet for at modtage behandling for brandsår på maven.
Mediet beskriver ikke helt præcist, hvad der er sket. Men under forsøget opstod der pludselig ild, hvilket gik ud over pigen.
Lillian Krarup, der er skoleleder, kan ikke på nuværende sige, hvad der kan være gået galt. Men hun kalder det "dybt ulykkeligt", at sådan noget kan ske.
- Fysik er et fag, hvor der er en risiko, og derfor tager vi altid vores forholdsregler. Det vigtigste for mig er, at hun er i gode hænder, siger hun til Herning Folkeblad.
Efter hændelsen har medarbejdere fået tilbudt krisehjælp, og der bliver også taget hånd om eleverne, lyder det.
Vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj oplyser til TV MIDTVEST, at pigen er overført til brandsårsafdelingen på Rigshospitalet. Hun er ikke i kritisk tilstand.
Ole Vanghøj oplyser ligeledes, at politiet kortvarigt var til stede på skolen, men lader sagen overgå til Arbejdstilsynet.