Skudt på åben gade i Herning: Nu skal 22-årig stå ansigt til ansigt med de mulige gerningsmænd

Et skudopgør, der fandt sted i Herning midtby i foråret, skal nu behandles i retten. Fire mænd skal på anklagebænken – og helt usædvaneligt er de fire tiltalte også de forurettede.

Skyderi på gaden i Herning
Foto: Privat

Det var en "ekstremt voldsom" situation, der udspandt sig i Herning midtby 20. marts klokken 18.05.

To unge mænd – en på 21 år og en på 22 år – gik ind i Superkiosken på Gl. Landevej. Med sig havde de en kniv og en økse, som de forsøgte at angribe to 20-årige mænd med inde i kiosken.

De to 20-årige gik til modangreb med en kniv og en glasflaske, og i tumulten fik de også fat i den pistol, som de to andre også havde haft med sig ind i kiosken.

Idet den 21-årige og den 22-årige forsøgte at flygte fra stedet, faldt den 22-årige og blev ramt af tre skud – ét i maven, ét i brystet og ét i hovedet. Skuddene kom fra den pistol, han selv havde medbragt til kiosken, og det var den ene af de to 20-årige, der trykkede på aftrækkeren.

Det er det forløb, anklagemyndigheden har beskrevet i et anklageskrift, hvor alle fire mænd er tiltalt og kræves fængslet. Sagen begynder fredag morgen, og TV MIDTVEST kommer til at liveblogge fra retten.

I en video, som blev filmet fra en bygning lige over for kiosken, kan man se en del af opgøret. På grund af videoens voldelige karakter har TV MIDTVEST valgt ikke at bringe videoen, men alene omtale den.

Betjente skal tage stilling til særlige hensyn

De to 20-årige er sammen tiltalt for drabsforsøg og våbenbesiddelse. Den 21-årige og 22-årige er sammen tiltalt for forsøg på grov vold – og for at være i besiddelse af en pistol af mærket Glock. Og det er den af de 20-årige, som altså ifølge politiet affyrede skuddene, også tiltalt for.

- Det er en dramatisk sag, fordi man indfinder sig i en kiosk, hvor der er andre mennesker, og tyer til våben og skyder på åben gade. Og så er den voldsom, idet den drejer sig om drabsforsøg med våben, siger specialanklager ved Midt- og Vestjyllands Politi Christian Skov Poulsen.

Han fortæller også, at det er atypisk, at sagens tiltalte også er sagens forurettede – altså mulige ofre, alt efter hvordan dommen kommer til at lyde.

- Det er vores opfattelse, at ham, der ender med at blive overfaldet, er ham, der indledningsvist er med til at starte det her overfald. Så det er helt afgørende, at det bliver behandlet i en samlet retssag på grund af hændelsesforløbet, siger han.

Christian Skov Poulsen forklarer også, at det er betjentene i retssalen, der vurderer, om der i den forbindelse skal særlige foranstaltninger til, når sagen skal behandles.

Normalvis sidder de tiltalte under hele retssagen i den ene side af retssalen - side om side sammen med deres forsvarsadvokater. Hvis der er forurettede, der skal vidne i sagen, er de typisk kun til stede under deres afhøring, hvor de sidder i vidneskranken midt i salen – og altså ikke side om side med de potentielle gerningsmænd.

- Det er lagt over til politiet at vurdere, om der er nogle hensyn, der skal tages i retten. Min opfattelse er stadig, at parterne er fra hver sin gruppe, siger specialanklageren

Han fortæller, at der dog ikke umiddelbart er tale om bander – og der er heller ikke rejst tiltale for overtrædelse af bandeparagraffen, som er en strafskærpende bestemmelse i straffeloven.

- Det er ikke et tema fra min side, siger Christian Skov Poulsen.

Der er sat ni dage af til sagen i alt. Forventningen er, at der falder dom 12. december.