Steen var grædefærdig over det syn, der mødte ham

Der er forurening ved Overby Bæk, og det frustrerer en af de lokale. For det er vores fælles arv og fælles natur, lyder det.

0:23

Hvidt skum lå i vandløbet, da Steen Mortensen tirsdag kom forbi Overby Bæk tæt på Skjern Å.

- Jeg var grædefærdig. Det her vandløb er vi nogle stykker, der har passet i mange år, fortæller han.

Såkaldte lammehaler drev også i vandet. Han troede først, at det var blade, men efterfølgende blev han sikker i sin sag. Lammehalerne svarer nemlig til kysternes fedtemøg og er et tegn på forurenet vand.

- I går var jeg ked af det. I dag er jeg sur og gal. Forbandet svineri, lyder det, da TV MIDTVEST onsdag møder ham ved vandløbet.

Fotoet her er taget den 12. november.
Fotoet her er taget den 12. november.
Foto: Privatfoto

Og mistanken om, at noget er galt i vandløbet bekræfter Kim Nees Iversen, der er fagkoordinator ved Vand & Natur i Herning Kommune.

Der ér tale om forurening

- Det er skidt, som det er lige nu, erkender han.

Vandløbet ligger lige på grænsen mellem Herning Kommune og Ringkøbing-Skjern Kommune. Opgaven ligger nu ved førstnævnte. 

- I går var vi ude og tage prøver. Og nu skal vi finde ud af, om det er en fejl, en ulykke eller om der er lovgivning, der ikke er overholdt, siger Kim Nees Iversen.

- De skal straffes

Steen Mortensen er efterlønner og bruger meget af sin tid på at passe og pleje vandløbene for blandt andet at sikre gode forhold for laks og ørreder. 

Miljøet betyder meget for ham. Derfor gør det også ondt på ham, når det intet betyder for andre.

Hvorfor siger du ikke bare, at det så kan være lige meget?

- Så kan alt jo være lige meget. Vi er nødt til at have en naiv tro på, at det nytter at gøre noget og at oplyse om, hvad der sker herude.

Han nævner, at der kommer gæster fra hele verden for at fiske i området omkring Skjern Å.

- Det giver samlingskraft, og det betyder noget for lokalområdet. Episoder som det her er med til at ødelægge det for os alle sammen.

0:19
Steen Mortensen har optaget denne video den 12. november 2024.

Kim Nees Iversen fra Herning Kommune har svært ved at sige, præcis hvornår vandløbet igen er sit gamle jeg. Og selvom han godt vil garantere, at der kommer til at blive klart vand igen, så gør det ikke den nuværende situation mindre tragisk, siger han.

- Jeg kan godt forstå, at det har været voldsomt at se på. Men vi håber, at vi rigtigt hurtigt kan få forureningen stoppet, så det inden længe ikke kan ses mere.

Men den simple løsning nu og her er ikke nok for Steen Mortensen.

- Vi skal have et andet syn på vores miljø. Vi skal passe på det. Nogen er tilsyneladende ligeglade, og det skal stoppe nu.

For ham at se mangler der i langt højere grad at blive placeret ansvar i sager som denne.

- De skyldige skal straffes. Det går ikke længere. Det her, hvor det går upåagtet hen, det dur ikke længere. Det gør det bare ikke. Det er vores fælles arv og fælles natur.