VM-heltens vilde forvandling: Derfor har han taget 15 kilo på
15 kilo er meget at tage på. Især når det gerne skal være muskler. For Emil Bergholt kom de da heller ikke hen over natten.
Det er sjældent godt, når professionelle sportsudøvere tager på. I nogle sportsgrene er det nærmest et fyord.
Men for håndboldspiller Emil Bergholt har det dog været en fordel.
- I hvert fald på min position. Der går det ikke, man er lille og let, fortæller Emil Bergholt og tilføjer:
- Der skal jo være lidt at stå i mod med, når man er inde og kæmpe med nogle store fyre.
Som stregspiller må han bakse med de største og stærkeste spiller på banen, og derfor har han været nødt til at presse vægten op.
Faktisk har landsholdsspilleren fra Skjern taget 15 kilo på. Det svarer til en øget vægt på over 16 procent.
Fordel i begge ender af banen
Den øgede vægt er en fordel for 27-årige Emil Bergholt, der er med til sin første slutrunde for det danske landshold.
Og fordelen gælder i begge ender af banen.
- Når man tackler en modstander, så har spilleren lidt sværere ved at komme forbi, end vedkommende havde for to år siden, forklarer stregspilleren.
Tilsvarende har den nu 106 kilo tunge Emil Bergholt bedre forudsætninger i angrebet.
- Når først jeg er kommet fri, så har modstanderen noget sværere ved at rykke rundt med mig, uddyber han.
Kræver disciplin
Som professionel atlet er aktivitetsniveauet højt, og derfor tager man heller ikke bare lige 15 kilo på.
- Det har da været svært. Det er ikke bare kommet hen over natten. Jeg har skullet knække koden i forhold til hvor meget der nu skal indtages, når man også har træning, fortæller han.
Slutrundedebutanten har skullet slippe tøjlerne en smule.
- I starten var det lidt at gå på kompromis i forhold til, hvad der er helt korrekt, så det ikke blev for usundt. Jeg måtte give lidt slip på den gode mad, men hellere få lidt for meget end lidt for lidt, forklarer han.
Emil Bergholt knækkede dog koden.
- Den handler om mange små måltider rigtig mange gange om dagen.
Så man kan ikke bare gå på McDonalds?
- Nej, det går ikke. Der skal det rigtige ind. Så man kan ikke bare gå på McDonalds og få det klaret.
Kan man veje for meget?
- Selvfølgelig kan man veje for meget. Det kan være en hæmning. For mit eget vedkommende, så behøver jeg ikke at veje mere. Jeg eksperimenterer lidt med, om det er to kilo mere eller mindre, forklarer han.
Emil Bergholt kan få brugt sine nye ekstra kilo, når Danmark møder Tyskland i Jyske Bank Boxen tirsdag aften.