Sidste knast ryddet af vejen: Viborg kan snart suge af Apples varme
Billigere fjernvarme på vej til 20.000 husstande i Viborg.
De har ventet længe. Men nu ser den sidste knast ud til at være ryddet af vejen. Varmeforbrugerne i Viborg kan glæde sig til at få billig overskudsvarme fra Apples datacenter.
- Det vil være med til at udfase den naturgas, vi er afhængige af. Så det er en glædens dag, siger Kristian Brøns Nielsen, formand for byens fjernvarmeselskab, Viborg Varme.
Viborg Varme har omkring 20.000 husstande tilsluttet. Forventningen er, at overskudsvarmen vil give forbrugerne en lavere varmeregning. Baseret på de nuværende priser, vil regningen for et gennemsnitshus falde med cirka 3000 kr. om året.
- Det her bliver den billigste energikilde, vi kan få. Så forhåbentlig kan vi sænke priserne, når det nye anlæg kommer i gang, siger Kristian Brøns Nielsen.
10 år undervejs
Planerne om Apples datacenter i Foulum øst for Viborg blev offentliggjort for 10 år siden. Allerede den gang kom det frem, at Apple ville forære overskudsvarmen fra datacentrets mange servere til områdets fjernvarmeforbrugere.
Siden viste det sig, at danske afgifter stod i vejen. Og senest havde Folketinget vedtaget et såkaldt prisloft for at beskytte fjernvarmeforbrugernes pengepung. Men prisloftet viste sig at have nærmest den modsatte effekt.
Derfor har et stort flertal af partier nu indgået en nye aftale, der fjerner det famøse prisloft. Dermed er vejen endelig banet for at udnytte overskudsvarme fra datacentre og andre virksomheder.
- Jeg er kisteglad
- Jeg er kisteglad, lyder det fra de konservatives energiordfører Dina Raabjerg fra Ikast. Hun har været med til at forhandle aftalen.
- Prisloftet var lavet på en måde, så det simpelthen ikke kunne lade sig gøre at lave nogle ordentlige projekter med overskudsvarme. Det har vi fået ændret nu, siger Dina Raabjerg.
Viborg Varme har allerede afsat en kvart milliard til projektet i Foulum. Så nu kan de snart begynde at suge af overskudsvarmen – ikke blot fra Apple, men også fra Energinets store transformerstation, der ligger lige ved siden af.
- Nu kan vi grave de sidste rør ned. Det vil tage cirka halvandet år at få anlægget etableret. I sidste halvdel af 2026 regner vi med at være i drift derude, siger formand Kristian Brøns Nielsen.