Nattergal til Donald Trump: - Du kan købe Høfde 42
Uffe Rørbæk fra De Nattergale har fået enorm medvind på Facebook med sit opslag, hvor han kækt foreslår den amerikanske præsident at købe den forurenede Høfde 42 på Harboøre Tange.
- Høfde 42: a very nice place on the seaside with very nice sundowngangs. And you behøver not to use your selvbrowner anymore, because we have put some very nice kemikaliers in the ground, so your skin will get a nice orange colour if you roll you in the sand.
Sådan lyder det blandt andet i Uffe Rørbæk Madsens Facebook-opslag, der mildest talt er et viralt hit. I skrivende stund har opslaget flere end 700 kommentarer og 3.500 delinger.
Opslaget er henvendt til den amerikanske præsident, Donald Trump, som tilsyneladende har ytret ønske om at ville købe Grønland.
- Now that the grønlænders not are interrested, tilload me to henlead your opmærksomhood on some very nice other places and things in the Danish Rigstogethercloset that we are not unvillige to sell.
Ordlyden kender du måske. Fra en julekalender, der genudsendes år efter år.
En del af De Nattergale
Sammen med Viggo Sommer og Carsten Knudsen er Uffe Rørbæk Madsen en del af trioen, De Nattergale, hvis største og mest kendte bedrift er julekalenderen, The Julekalender.
Om den amerikanske præsident finder tilbuddet fra Rørbæk interessant, må fremtiden vise. I så fald hører vi jo nok fra ham på Twitter, hvor han så ofte tidligere har ytret sig.