50 år som kunstmaler: - Jeg er på penseljagt efter verdens bedste maleri

I 50 år har Else Husted glædet andre med sine malerier. Hendes kunst har bragt hende verden rundt, og i dag er den stadig hendes levevej, selv om hun snart runder de 72 år.

Else Husted finder inspiration til sine malerier i naturen omkring sit hjem ved Nees.
Else Husted finder inspiration til sine malerier i naturen omkring sit hjem ved Nees.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Else Husteds karriere som kunstmaler startede i 1970. Her udstillede hun sine malerier i Thorshavn på Færøerne.

25 år seneste fejrede hun sit jubilæum med en udstilling i København sammen med sin far.

I år er det så 50 år siden, at Else Husted fra Nees for første gang viste sin kunst frem, og det fejrer hun med en udstilling i New York.

- På en måde er det jo lidt godt gået at have holdt skruen i vandet så længe, og jeg er da lidt stolt og glad. Det har noget at gøre med at følge sine drømme, og det har jeg altid gjort, siger Else Husted.

Egentlig var det planen, at jubilæet skulle fejres i foråret. Else Husted nåede da også til New York til ferniseringen i begyndelsen af marts, men på grund af coronavirus blev udstillingen lukket, og genåbnet igen i tre uger i juli.

Den 5. marts havde Else Husted fernisering i New York.
Den 5. marts havde Else Husted fernisering i New York.
Foto: Privat

Malet siden barndommen

Interessen for kunst har hun ikke fra fremmede. Hendes far Niels Husted var uddannet murermester, men han lavede også skulpturer.

- Da jeg var 10 år, fik jeg mit første staffeli i julegave, indtil da havde jeg selv lavet dem af min fars flisekasser. Og så satte jeg mig ud og malede og tegnede, husker Else Husted.

I dag lever hun af at sælge sine malerier fra sit galleri Poisigaarden, som ligger i forlængelse af hjemmet lige uden for den lille by Nees ved Nissum Fjord. Her kommer folk fra hele landet for at se og købe malerierne. Men i de 50 år, som Else Husted har været kunstmaler, har hun også bragt sin kunst rundt i store dele af verden. I 2002 blev hun inviteret til Indien.

- Det sagde jeg straks ja tak til, selv om jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle til Indien, for det er Norden, jeg elsker. Men det var en fantastisk oplevelse at være der.

De seneste 15 år har Else Husted fast udstillet sine malerier i Norge, men hun har også haft dem med i England.

4:18
I 1995 besøgte TV MIDTVEST Else Husted og hendes far, da de var ved at forberede deres fælles udstilling i København. Det var til kunstmalerens 25-års jubilæum.
Foto: TV MIDTVEST, arkiv.

Penslejagt efter verdens bedste maleri

Den store hjemlige fejring af de 50 år som kunstmaler blev aflyst i foråret, men til efteråret er planen, at det halve århundrede skal fejres hjemme i Poisigaarden med musik, digte og en jubilæumsudstilling. Else Husted udgiver nemlig også sin anden digtsamling i en bog sammen med nogle af sine malerier. Og hun har ikke planer om at lægge kunsten på hylden.

- Jeg er simpelthen på penseljagt efter det allerbedste maleri i verden, og det håber jeg ikke, jeg får lavet, for så har jeg jo nået det.

Inspirationen til både digte og malerier får Else Husted især fra naturen, musikken og nattehimmelen.

4:05
I 50 år har Else Husted glædet andre med sine malerier. Hendes kunst har bragt hende verden rundt, og i dag er den stadig hendes levevej.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST