Borgere får hjælp til at realisere drømmen om et bofællesskab: - Det er svært at komme i gang med
I Holstebro Kommune har flere og flere borgere et ønske om en alternativ boform – for eksempel et bofællesskab. Derfor har kommunen inviteret til workshop for de nysgerrige.
Som tiden går, og børnene flyver fra reden, kan drømmen om et bofællesskab begynde at spire for mange mennesker. Det kender Irma Dal Nielsen fra Holstebro alt til.
- Vi sidder alle sammen hjemme ved vores spisebord og snakker med vores venner om ”er det ikke det, vi skal?” men der er ingen, der gør noget. Det er svært at komme i gang med, siger hun.
Hun er en af de knap 40 borgere, der mødte op til en workshop på byens gamle sygehus for at blive klogere på, hvordan man egentlig bærer sig ad, hvis man er lun på tanken om et bo- og boligfællesskab.
I Holstebro Kommune mærker de en tydelig efterspørgsel, forklarer planchef, Thomas Leerberg. Og han mener, at de fra kommunens side har et ansvar for at tage hånd om folks velfærd.
- Hvis vi kan gøre noget for, at folk har et bedre liv, så vil vi gøre det. Og det kan blandt andet være, at hvis du føler dig fastlåst eller ensom i en bolig, så skal vi som kommune forsøge at hjælpe dig, siger han.
Og det gør de gennem en form for 'match making'-proces. For opstarten kan være en omstændig affære for den enkelte, og derfor bliver tanken for manges vedkommende aldrig ført ud i livet.
Måtte spørge andre til råds
For 40 år siden var Klavs Bjerre med til at starte et nyt bofællesskab op i Mejdal, som fik navnet Boringen.
Havde han haft tilbuddet om en tilsvarende workshop dengang, så havde han glædeligt taget imod det. I stedet måtte de dengang bare prøve sig frem.
- Vi gjorde det, at vi kørte rundt og snakkede med andre bofællesskaber i manglen på sådan en workshop som den her, siger han.
Erfaringsudveksling har da også vist sig som en god strategi til at holde sammenslutningen af de 14 boliger i Mejdal kørende lige siden.
- Så kan man gå og hjælpe hinanden med at lave noget, hvis der er nogen, der har nogle spidskompetencer og sådan noget. Men i det hele taget det med at deles, bruger vi meget, siger Klavs Bjerre.
Vil gerne bakke op
Og det er lige netop den del, der også tiltrækker Irma Dal Nielsen.
- Jeg tror, det er en dejlig ting at bo sådan et sted, hvor der bliver ved med at være nogle mennesker, som kan nogle forskellige ting, siger hun.
Uanset om det fører til et bofællesskab lige i hendes tilfælde, er hun glad for at få nogle gode råd og erfaringer med fra workshoppen.
- Det er ikke sikkert, at det bliver os, og det er heller ikke sikkert, at det bliver nu, men hvis ikke vi møder op til de her ting, så ved de jo ikke, at folk er interesserede, siger Irma Dal Nielsen.
Onsdagens workshop er den anden ud af i alt tre i Holstebro Kommune. Den tredje finder sted torsdag den 2. juni klokken 17 og handler blandt andet om selve byggeridelen og om de praktiske og økonomiske processer.