Kim besøgte 35 familier som julemand

Kim Sørensen juleaftensdag blev brugt på farten for at glæde børn i Skjern og omegn.

Skægget fik en grå spray, inden han kunne turnere som julemand.
Skægget fik en grå spray, inden han kunne turnere som julemand.
Foto: Privatfoto / Kim Sørensen

For Kim Sørensen var juleaftensdag noget helt specielt i år.

I stedet for at være derhjemme i timerne op til den traditionsrige aften kørte han, forklædt som julemanden, Skjern og omegn tynd for at besøge spændte børn.

- Jeg gør det for at glæde børnene og skabe noget magi, siger han og tilføjer:

- Jeg synes, børn er nogle dejlige skabninger, og det er vigtigt ikke at ødelægge den fantasi, de har. De er jo helt rene og uvidende.

Kim Sørensen havde på Facebook to uger før juleaften annonceret, at han kunne bookes kvit og frit som julemand. Og det opslag gav ham travlt.

35 hjem fik besøg af julemanden den 23. og 24. december. Juleaftensdag var han i gang fra 10-18, mens han forinden havde brugt seks timer på at forberede logistikken.

- Jeg forlanger ikke noget for det, udover at børnene skal huske at være søde, ellers får de ikke besøg. Betaling er jeg fløjtende ligeglad med, fortæller Kim Sørensen, der ikke selv har børn.

Julemanden var dog interesseret i nisseøl og julegodter, som han også fik på sine mange besøg. Generelt var humøret højt for julemanden, der havde byttet sin vanlige rensdyrkane ud med en bil og julemusik.

- Jeg tog mig selv i at sidde og sige "ho ho" i bilen. Det var bare helt fantastisk, fortæller han begejstret.

Klar igen

Det er første år, Kim Sørensen har gjort det, og allerede nu er han klar igen.

- Jeg kunne have taget samme runde igen i dag, hvis det skulle være, fortæller Kim Sørensen, der elsker julen.

Næste år har han endda spekuleret i at udvide besøgstiden.

- Jeg har tænkt på, om jeg bare næste gang skulle udvide, så de også kunne få besøg om aftenen indtil klokken 22 måske. Jeg skal jo nok nå at fejre min jul, pointerer han.

I gennemsnit var han ved fire til fem familier i timen. Ved hvert besøg havde familien lagt en gave ud, som Kim Sørensen forklædt som julemand kunne putte i sin sæk og overraske børnene med.

Børnenes reaktioner

Kim Sørensen glæder sig over, at ingen af børnene blev bange for julemanden. Den næsten to meter høje julemand med autentisk skæg - der godt nok var farvet - vakte begejstring rundt omkring.

- Det var meget forskelligt, hvordan de reagerede. Nogle blev meget stumme, men langt de fleste var glade og skreg af begejstring, siger Kim Sørensen og fortsætter:

- Det var store, glade smil, og jeg fik en masse dejlige, varme juleknus.

Han var dog nødsaget til en enkel gang at bruge et falsk skæg, da han besøgte et barn, han har stået fadder til.

- Det er mere autentisk at have sit eget skæg trods alt.

Der var masser af glæde ved de børn, som fik besøg af julemanden.
Der var masser af glæde ved de børn, som fik besøg af julemanden.
Foto: Privatfoto

Forudsætninger for at spille julemand

Selv nåede Kim Sørensen at holde jul med sin familie. Julemanden er dog ikke en, han selv har haft et nært forhold til.

- Jeg er ikke selv vokset op med julemanden, men jeg ved, hvor vellidt han, fortæller han.

Som tidligere pædagogmedhjælper i en børnehave ved han, hvor stor glæden hos børnene er. I dag arbejder han på et bosted, og den rolle med at arbejde med mennesker, har været gavnlig som julemand.

- Det gør det nemmere for mig at træde ind i den rolle, og så har jeg spillet teater før. Det med at leve sig ind i det gør, at børnene kommer til at tro på det, konstaterer han.