Har du styr på sikkerheden? Fem gode råd til at undgå, at julemaden går op i røg
Vil du gerne undgå den helt store katastrofe, når du tilbereder julemad? Så læs med her.
De fleste ved, at julen er hjerternes fest, men hvad færre måske er klar over, er, at vinterhøjtiden også er højsæson for boligbrande. Brandvæsenet rykker årligt ud til cirka 3.000 brande i private hjem, og her topper antallet af udrykninger altså i vintermånederne.
Sådan skriver Beredskabsstyrelsen på sin hjemmeside.
- Vi ser desværre en del brande her i vinterhalvåret. En del af dem starter i køkkenet og skyldes nok generel juletravlhed. Vi ved derudover, at der opstår mange brande ved brug af levende lys, der eksempelvis er placeret for tæt på brændbart materiale, lyder det fra konstitueret sekretariatschef i Danske Beredskaber, Tim Ole Simonsen.
Beredskabsstyrelsen opfordrer derfor til, at man husker at følge fem gode råd omkring brandsikkerhed, når man skal klare sig sikkert igennem juledagene.
- Gå aldrig fra levende lys og hold afstand til brændbart materiale
- Bliv i køkkenet, når du tilbereder mad
- Læg aldrig brændbare ting på komfuret
- Hav altid vand i nærheden
- Test at dine røgalarmer virker
Udover de 3000 brande, som brandvæsnet årligt rykker ud til, opstår der ifølge tal fra Beredskabsstyrelsen yderligere omkring 41.000 brande hvert år i private hjem. I disse tilfælde formår folk dog selv at håndtere dem uden at alarmere brandvæsnet.