Jul på højskole: - Jul er svært, hvis man ikke har nogen at holde det med
På Struer Højskole er der fuldt hus på årets juleophold. Kursisterne kommer blandt andet helt fra Ringsted og Tyskland.
De fleste af os holder jul sammen med familien - men det er ikke alle, der gør det eller foretrækker det.
I Struer har en del kursister valgt at holde jul på en højskole. Det er så populært, at der er ventelister.
Det gælder blandt andet på Struer Højskole, hvor der er julehygge, julebag og julesang - alt muligt, der skaber den helt rette julestemning.
Det er anden gang, højskolen forsøger sig med konceptet, som er en stor succes med fuldt hus - 30 julekursister.
- Det er på grund af fællesskabet og det at få en mental pause fra juleræset og stå lidt af. Og så lade nogen overtage, siger forstander Claus Hansen fra Struer Højskole.
- Mindre jul, faktisk
En af kursisterne er Anette Rasmussen, der har taget turen til Struer fra Ringsted.
- Jeg kommer med en forventning om samvær. At vi skal være sammen og hygge os. Og mindre jul, faktisk, men en masse sang og glæde, siger hun og uddyber:
- Jeg kommer her ikke på grund af jul. Jeg kommer, fordi jul er svært, hvis man ikke har nogen at holde det med.
Anette Rasmussen fortæller, at hun har været på højskolen i Struer før.
- Det er rart at komme til noget, som er kendt. Jeg har også valgt det samme værelse som sidst.
En anden af kursisterne, Melanie Köwing, er kommet endnu længere fra end Anette Rasmussen. Hun er fra Hannover i Tyskland.
- Jeg vil gerne opleve dansk jul. Her er mange traditioner, for eksempel at danse rundt om juletræet. Det kender vi ikke i Tyskland, siger Melanie Köwing.
- Det er ren hygge, slår hun fast.
Juleopholdet for kursisterne er kommet for at blive.
- Vi gentager det helt sikkert næste år, siger forstander Claus Hansen.