På to døgn er to personer døde ved samme kryds
Inden for få dage er to personer døde i trafikken i nærheden af et vejkryds, som Preben Poulsgaard kører gennem dagligt. Han er ikke overrasket over, at der kan ske uheld netop der.
To personer har i denne uge mistet livet ved det samme kryds nord for Bækmarksbro.
Det berører Preben Poulsgaard, der selv har mistet en kær ven til en færdselsulykke i området.
- Man kan ikke undgå at blive påvirket af at folk bliver slået ihjel. Jeg kan ikke i hvert fald, siger han til TV MIDTVEST, før stemmen knækker.
Han bor i Bækmarksbro og kører dagligt gennem krydset, som han kalder et af Vestjyllands sorteste steder.
To dødsulykker inden for to døgn
Begge ulykker er sket i nærheden af krydset mellem Ringkøbingvej og Fårevej.
Ifølge politiet overså en 83-årig mand sin vigepligt, da han torsdag kom kørende fra Fårevej og ud på Ringkøbingvej, hvor en 17-årig dreng kom kørende og ramte direkte ind i siden af den 83-åriges bil.
Den 83-årige døde på stedet, mens den 17-årige er sigtet for at køre uden kørekort.
Fredag blev en 32-årig mand på et løbehjul påkørt ved samme kryds. Han døde lørdag af sine kvæstelser.
Om uopmærksomhed var årsagen til den ulykke, vides endnu ikke. Politiet undersøger stadig sagen og kan endnu ikke oplyse flere detaljer. Der er ikke rejst nogle sigtelser i sagen.
- Det er to forskellige sager og to forskellige ulykkestyper. Umiddelbart er der ikke anledning til at kæde dem sammen. Vi må vente og se, om undersøgelserne giver anledning til, at man gør det efterfølgende og kigger på de fysiske forhold ude på stedet. Det er for tidligt at konkludere noget på det område, siger Jeppe Holgersen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Håber på bump på vejen
Det kommer ikke bag på Preben Poulsgaard, at det er ved netop krydset mellem Ringkøbingvej og Fårevej, at der nu er sket to ulykker med dødeligt udfald.
- Det er jo et af de rigtigt sorte vejkryds her i Vestjylland efterhånden. Jeg er altid opmærksom, når jeg kører forbi derude, siger han.
Han oplever ofte det, han selv kalder farlige situationer, når billister kommer fra Fårevej og skal krydse Ringkøbingvej.
- Nu kommer jeg gennem krydset flere gange dagligt. Og man kan holde herude og se, hvordan folk kører i blinde. Der kører folk over, hvor jeg er i tvivl om, hvorvidt de overhovedet har opdaget, at der er et vejkryds, siger Preben Poulsgaard.
Derfor håber han, at de to ulykker nu kan være med til at sætte fokus på trafiksikkerheden i krydset.
- Det er i min verden ganske få ting, der skal til for at ændre det. Hvis man laver nogle kraftige rumlestriber tværs over vejen (red. Fårevej), så folk bliver vækket, inden de kører over Ringkøbingvej. Eller hvis man kommer ud med en asfaltbil og laver et par bump, siger han.
Men om det bliver til virkelighed, er for tidligt at sige. Sådan lyder det fra formanden for Lemvig Kommunes Teknik- og Miljøudvalg.
- Vi vil selvfølgelig oven på det her tage en dialog med politiet, når de er færdige med deres undersøgelser for at se, om der skal gøres noget med krydset. Men umiddelbart er det et kryds med rigtig gode oversigtsforhold, siger udvalgsformand Steffen Damsgaard (V) til TV MIDTVEST.