Familie slagter selv dyr til jul: - Jeg stoler ikke på slagterier

En familie lidt uden for Skive lever livet så tæt på selvforsynende, som de kan. De vil nemlig vide, hvorfra og hvordan tingene er kommet til.

0:37
Det er vigtigt for Peter og Louise, at det kød, de spiser, har haft et godt liv. Vær opmærksom på, at videoen for nogen kan være ubehagelig.

Æbleskiver, gløgg, sylte og julefrokoster flere dage i træk. 

Julen er for mange et langt ædegilde, hvor der ikke bliver skortet på mængden af mad. Der bliver handlet på livet løs, og kølediskene i supermarkedet er tomme i store dele af julen.

For Louise Markfoged og Peter Nyby er sagen dog ganske anderledes.

Hjemme ved dem i Junget lidt uden for Skive spiser de kun de dyr, som de selv slagter. 

For parret er det logisk.

- Vi gør det her, fordi vi skal have noget at spise, og jeg ved ikke, hvad der sker på de her slagterier. Jeg stoler ikke på dem, fortæller Peter Nyby i programmet 'Liv på landet'.

I programmet, som begynder på TV MIDTVEST i januar, ser man, hvordan Peter Nyby slagter en gås ved at slå den i hovedet med et bat, inden han skærer halsen over på den. Herefter bliver gåsen badet og plukket af konen, Louise Markfoged Madsen.

Men den har haft et godt liv - og det er den naturlige måde at give mad på bordet, fortæller de. Du kan få en smagsprøve på det nye program i videoen over artiklen.

For Peter Nyby er det ikke en glædens dag, når parrets gæs skal lade livet. Men samtidig ved han godt, at det er en forudsætning for samt årsagen til, hvorfor parret overhovedet har produktionsdyr.

- Jeg synes aldrig, det er sjovt (at slagte dem, red.). Man holder lidt en distance til de her dyr, der skal spises engang. Så jeg er lettet, når det er overstået. Det er helt klart den mindst sjove del. Den sjove del er at spise dem, siger Peter Nyby.

Julefrokoster kan presse holdning

Når julefrokosterne står for døren i familiens skød, kan det godt være svært at efterleve holdningen om udelukkende at spise kød fra dyr, man selv har slagtet. For det er trods alt de færreste, der lever på samme måde som familien Nyby.

Til julefrokoster siger Louise og Peter derfor "ja tak" til kød, de ikke ved, hvor er slagtet, eller hvordan dyret har haft det. 

- Jeg har ikke lyst til at såre nogen, ved ikke at ville smage på deres mad, så jeg plejer at tage imod, hvad der bliver serveret. Men det er ofte med en tanke i baghovedet, hvor man tænker over, hvor godt behandlet det her dyr mon er blevet, siger Louise Markfoged Madsen.

Det er som regel familiejulefrokoster, Louise, Peter og deres to børn er til. I den forbindelse fortæller Louise, at deres familier jo godt ved, hvordan parret i Junget har valgt at leve deres liv, så hun tror også, de af til køber økologisk kød.

- Men det gør de nok ikke altid. Det kan jo også være, de bare bilder os noget ind, fortæller Louise Markfoged Madsen med et lille grin.

Parrets ældste datter er god til at spørge, om maden er økologisk, når hun er ude ved andre. Det glæder hendes mor, der også føler, hun på det punkt kan lære noget af datteren.

- Børn er så ligetil og bramfri, så hun spørger bare. Jeg tænker meget på, hvad andre tænker og føler, hvis jeg spørger. Så det er måske nemmere at være barn, men jeg kunne helt sikkert godt tage ved lære, slår Louise Markfoged Madsen fast.