Henriks brandert ødelagde julen: - Jeg er mega flov over det
Tidligere i Henrik Christensens liv handlede julen mere om at holde alkoholrusen kørende end om samværet med sin familie.
Henrik Christensen skulle fejre juleaften med sine to piger for 15 år siden. Henriks mor og hendes mand kom hjem til dem og hjalp med forberedelserne og madlavningen til hvad, der skulle være en hyggelig julefejring med god mad og tid med familien.
Men det var ikke julehyggen, der fyldte for Henrik Christensen fra Silkeborg. For ham var julen en legitim grund til at tage for sig af både øl og vin fra først på dagen.
- Jeg gik bare og pimpede fra om formiddagen, mens min mor lavede mad, siger han.
Netop alkoholen på julebordet er kimen til bekymring for flere. Det viser en ny undersøgelse fra Voxmeter, der er lavet på vegne af Alkohol og Samfund. Her svarer mere end hver fjerde af de adspurgte, at de har været nervøse for, om alkoholen ødelægger stemningen til jul.
Det ser ifølge undersøgelsen ud til, at det særligt er pårørende til personer med et alkoholproblem, der har frygtet, hvordan julen skal forløbe. 26,6 procent svarer nemlig, at de har været nervøse for, om en andens forbrug ville ødelægge julestemningen. Mens 3 procent svarer, at de har nervøse for, om deres eget forbrug ville gøre det.
Jul i en brandert
Da julemiddagen var overstået senere på aftenen, og de nu var nået til det tidspunkt, hvor gaverne under juletræet skulle udveksles mellem familiemedlemmerne, var Henrik blevet godt fuld.
Hans teenagedatter havde valgt at skrive et digt, hun ville læse højt for sin far som en julegave. Men det var ikke noget, Henrik var tilfreds med i sin brandert.
- Jeg var småfornærmet over, at hun ikke engang gad at spendere penge på sin gamle far, og at hun bare stod og lirede et digt af.
Han lyttede ikke efter, hvad hun sagde, og han husker det som om, at datteren blev både sur og ked af det over sin fars reaktion. Men han var ikke selv klar over, at der var noget galt i hans opførsel dengang. I dag kan han godt se, at han havde et alkoholmisbrug, men det var ikke en erkendelse, han var kommet frem til på daværende tidspunkt.
- Jeg er mega flov over det, når jeg kigger tilbage. Der har hun jo givet mig noget, der var dybere end en gave, siger han.
Sidenhen har både en skilsmisse fra pigernes mor og alkoholmisbruget betydet, at Henriks forhold til sine to døtre har været kompliceret.
Råd til juleaften med en alkoholiker
Alkolinjen, som er en gratis og anonym alkoholrådgivning, har åbent alle dage frem til nytår.
Ifølge Bjarne Stenger Elholm, der er leder af Alkolinjen, har de allerede haft mange henvendelser både i november og december.
- Det er særligt pårørende, som ringer og er nervøse for, hvordan det kommer til at gå, hvis alkoholen kommer til at spille en for stor rolle. Så er der også nogen med alkoholproblemer, som er i gang med at drikke her i december og er i tvivl, om de kan nå at stoppe inden juleaften, siger Bjarne Stenger Elholm.
Han fortæller, at de på Alkolinjen kan hjælpe dem, der ringer ind med at tale situationen igennem, henvise til hjælpetilbud og lægge en plan for, hvordan man kan undgå en ubehagelig stemning til jul.
- Det kan være en god idé at lave nogle aftaler inden juleaften. Det kan være om hvorvidt, man overhovedet skal holde jul sammen, hvordan aftenen skal forløbe, hvis man gør det eller mest optimalt at beslutte, at der slet ikke må blive drukket alkohol hele aftenen, siger han.
Julen var ensom
Henrik Christensens kone Lene Christensen kender alt til at sidde ved siden af som pårørende til en alkoholiker og forsøge at holde den gode julestemning. Hun har oplevet flere juleaftenener, hvor Henrik har kigget langt ned i flasken. Det gav hende en følelse af ensomhed, for når Henrik drak, så følte hun ikke, at han var til stede.
- Det var anstrengende. Der var én til at skabe julestemningen, og én der hurtigt kunne pille den ned igen, siger Lene Christensen og skæver hen mod sin mand Henrik Christensen.
Lene Christensen husker, at hun ofte iførte sig et påtaget smil. Især på grund af Henriks to drenge, der ikke var så gamle.
- Inderst inde håber man bare, at det går godt, og man gør jo alt for, at drengene ikke skal opdage det, siger hun.
Familien samlet til jul igen
Sidenhen har Henrik taget beslutningen om, at blive ædru, og nu går han fast i Anonyme Alkoholikere i Silkeborg. Han har haft et par tilbagefald siden, men han ser frem til at frem til at kunne fejre et års ædruelighed den 1. februar 2025.
For Henrik er julen blevet en mere afslappet tid, hvor han er begyndt at sætte pris på familietiden og julehyggen med stearinlys og julepynt.
Sidste år var han ædru til jul, og det betød at hans fire børn kom til lillejuleaften, og familien var samlet for første gang i mange år.
- De to voksne piger har ikke haft lyst til at komme til jul, fordi de ikke kunne vide sig sikre på, hvordan Henrik opførte sig. Det er en kæmpe gave, at de tror på, at deres far kan holde sig ædru, siger Lene Christensen.
For Henrik Christensen betyder det meget, at han kunne samle sine børn igen, efter hvad der tidligere er sket.
- Det var rart, at jeg var ædru og kunne værdsætte, at de var der. Det var en ret ukendt følelse at kunne se tingene klart, siger Henrik.
For Henrik har det ikke gjort julen dårligere, at han ikke kan supplere andestegen med rødvin længere. Tværtimod.
- Julen bliver bedre og bedre. Det er en helt ny måde at opleve den på og bruge tid med vores børn, siger Henrik.