Husker du fupfodboldspilleren? Nu skal han ruske tremmer i lang tid
I 2019 blev Bernio Verhagen fyret for at fuske sig til en kontrakt i fodboldklubben Viborg FF. Nu er han idømt ni års fængsel i i Holland.
Historien om fup-fodboldspilleren og personen Bernio Verhagen har fået endnu et lag til fortællingen.
Hollænderen, der snød sig til en kontrakt i den danske klub Viborg FF i 2019, har igen fået alvorlige problemer med loven.
Bernio Verhagen er blevet idømt ni års fængsel for to hjemmerøverier og yderligere et indbrudsforsøg i Holland. Det skete ved retten i byen Breda, skriver det lokale medie Omroep Brabant.
Røverierne blev begået i henholdsvis 2020 og 2021. Sammen med flere andre gerningsmænd truede Bernio Verhagen beboerne med økse, kniv og pistol.
Ved det ene røveri blev ofret bundet og frihedsberøvet i otte timer.
Mediet skriver, at Verhagen har siddet fængslet i Columbia, men blev udleveret til Holland i slutningen af sidste år. Udover fængselsstraffen skal han betale to forurettede 2000 euro hver i erstatning. Det svarer til 15.000 kroner per person.
Viborg FF snydt og bedraget
Tilbage i november 2019 skrev Viborg FF kontrakt med den dengang 26-årige hollænder, efter hans agent havde sagt, at Bernio Verhagen allerede ville kunne sælges videre til en kinesisk klub i januar 2020.
Viborg FF hentede derfor Verhagen på agentens anbefaling, og samtidig havde klubben en forhåbning om at få en økonomisk gevinst ud af at sælge ham videre.
Allerede efter den første træning blev Verhagen dog hevet ud af truppen, fordi hans niveau var meget langt fra at være godt nok til Superligaen. Daværende sportschef Jesper Fredberg fortrød derfor allerede 22. november at have indgået kontrakten, og herefter fulgte et noget tumultarisk forløb.
Viborg FF fyrede efterfølgende Bernio Verhagen, og 26. november blev han anholdt af politiet. Her blev han sigtet for røveri af en kiosk i Viborg samt vold og trusler mod sin daværende chilenske kæreste. Senere blev han også varetægtsfængslet, men den 16. december lykkedes det ham at stikke af fra politiet efter et retsmøde.
Verhagen blev samme dag fanget igen, og efterfølgende blev han idømt fængsel for vold mod sin tidligere kæreste. Det kostede ham fængsel på et år og tre måneder, og derudover blev han dømt for bedrageri og dokumentfalsk mod blandt andre Viborg FF.