Heidi fandt død mand og udløste kæmpe politiaktion i Silkeborg
59-årige Heidi Beck har nu fået en form for ro, efter hun søndag slog alarm ved synet af en død mand.
Heidi Beck fik søndag sat gang i den helt store politiaktion i Silkeborg. For det var 59-årige Heidi Beck, der fandt og fortalte politiet om den døde mand, der lå på en parkeringsplads i Silkeborg.
Hun fandt den 80-årige døde mand, da hun sammen med sin mand skulle ud på en søndagstur i parrets bil.
- Jeg har tænkt meget over det, siger hun mandag.
TV MIDTVEST fanger hende i telefonen mandag. Hun er lettet, da hun får at at vide, at de foreløbige resultater af obduktionen tyder på, at den dødfundne 80-årige ikke var blevet udsat for en forbrydelse.
Ifølge silkeborgenseren lå den ældre mand død på en parkeringsplads ved et seniorbofællesskab på Gudenåvej.
- Det med, at man finder en død mand. Det var lidt underligt, forklarer Heidi Beck om sin oplevelse.
Af hensyn til mandens pårørende har TV MIDTVEST udeladt detaljer om det syn, der mødte Heidi Beck, men både hun og Midt- og Vestjyllands Politi vurderede søndag, at mandens død var mistænkelig.
Derfor var kriminalteknikere, politihunde og droner store dele søndag på arbejde ved parkeringspladsen. Også Beredskabsstyrelsen var til stede.
Heidi Beck fortæller, at hun og hendes mand kunne følge politiets og de øvrige myndigheders arbejde fra deres lejlighed.
- I starten var det stille og roligt, men så måtte vi ikke længere bevæge os rundt i området.
- Det var et flot arbejde, som politiet stod bag.
Mandag er den 80-årige blevet obduceret.
- Dødsårsagen er endnu ikke endeligt klarlagt, men der er ikke noget, der tyder på, at der er sket en forbrydelse, skriver politiet i et opslag på X.
Den melding giver en form for ro hos Heidi Beck.
- Det hjælper da meget på det. Men derfor synes jeg stadig, at tingene så lidt mærkelige ud, siger hun.
Heidi Beck skal dog ikke regne med, at hun bliver meget klogere.
Efterforskningsleder ved Midt- og Vestjyllands Politi Theis Tylstrup oplyser til TV MIDTVEST, at politiet af hensyn til mandens pårørende ikke har yderligere oplysninger.