Katte reddet ud af brændende lejlighed i Struer

Lejlighedens unge beboere fik selv at reddet kattene ud.

To unge struerboer måtte midnat juleaftensdag redde tre katte ud af en brændende lejlighed på Anlægsvej i det centrale Struer.

Det oplyser indsatsleder fra Nordvestjyllands Brandvæsen Jean Warming.

Han blev sammen med sine kolleger, politiet og sundhedspersonale kaldt til lejligheden, da de to struerboer opdagede, at der var gået ild i lejlighedens køkken.

Lejlighedens unge beboere valgte selv at redde kattene ud.

Branden blev meldt til myndighederne klokken 00.30, og den blev opdaget, da de unge struerboer kom hjem.

- De fik alle dyrene ud og er okay efter omstændighederne, forklarer Jean Warming.

Han fortæller, at struerboerne er blevet tilset af sundhedspersonale. Man vurderede, at der ikke var behov for, at en dyrlæge skulle tilse de tre katte.

De unge mennesker og deres katte skal nu finde et andet sted at holde jul.

- Branden var ikke så voldsom, men lejligheden er ubeboelig, lyder det fra indsatslederen.

Jean Warming fortæller, at brandvæsnet har sikret sig, at de øvrige lejligheder ikke har lidt nogen skader som følge af branden.

Derudover har man foretaget udluftning.

For nuværende er det for tidligt at sige noget om brandårsag.

Brandvæsnet var på adressen i omkring 2,5 timer.

Vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jeppe Holgersen oplyser tirsdag morgen, at det det var efter alt at dømme et ildfast fad med noget mad på et tændt komfur, der var skyld branden.

Politiet oplyser, at der ikke er rejst nogle sigtelser i relation til branden.

Forsidefoto: Mike Crawford/Millennium Images/Ritzau Scanpix