Danmarks ældste: Hendes eneste juleønske kan ikke købes

Danmarks ældste, Kirsten Schwalbe, er klar til at holde jul for 111'te gang. Men det bliver juletiden nu ikke mindre særlig af.

3:53

Der er hængt et par nisser op hist og her. Julesmåkagerne er på bordet og kaffe på kanden, hvis der skulle komme gæster.

Ja, hjemme hos Danmarks alderspræsident er julefreden ved at sænke sig.

- Julen bliver ved at være den samme, der er ikke meget forskel på det, og det er dejligt, sådan noget skal man ikke forkaste, lyder det fra Kirsten Schwalbe på 110 år.

Man bliver altså ikke for gammel til at nyde julen.

- Jul er noget særligt, det er helt sikkert, og det bliver der aldrig lavet om på.
Heller ikke selvom man bliver 110?
- Nej, det gør der ikke, lyder det med et grin.

Igen i år fejrer hun den med sin nærmeste familie. Nærmere bestemt to af sine døtre og en svigersøn.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Men selvom julen grundlæggende er den samme, så er der da sket lidt i de seneste 110 år. Som eksempelvis hvad vi har som forbrugere i dag. Kirsten Schwalbe kan tydeligt huske, første gang hun fik en appelsin til jul, da de for alvor begyndte at komme til Danmark.

- Men tror I, vi fik en appelsin hver? Nej nej, vi skulle alle sammen deles om en. Så vi fik sådan en enkelt ’stribe’, hver gang vi fik en appelsin.
Så hvor mange skulle I dele en appelsin?
- Vi har vel nok været en syv-otte stykker, fortæller hun med smil på læben.

Et begivenhedsrigt år

Det er et særligt år, som går på hæld for Kirsten. For i år overtog hun titlen som Danmarks ældste og var med i et stort tv-program, som har gjort, at folk nu pludselig ved, hvem hun er.

- Det er jo helt sjovt for mit vedkommende, men jeg kan bare ikke forstå, at der er noget særligt ved mig, fortæller hun.

Det seneste år har hun haft besøg af flere medier og fået tusindvis af søde beskeder, og da hun forleden var en tur på sygehuset, var der flere, som gerne ville have taget et billede med hende.

- Hvem skulle have troet at man skulle være så gammel for at blive kendt, konstaterer hun med et grin.

Og så kunne man jo godt tro, at de helt store oplevelser er ved at være passé for i år.

- Men men men, jeg regner jo med at gå hen og blive millionær, lyder det pludselig fra Kirsten.

Med fem dage til jul mangler nemlig kun at skrabe et enkelt juletræ på hendes julekalender for at vinde en million kroner, og hun har et bud på, hvad de skal bruges på, hvis hun skulle være så heldig.

- Så vil jeg ud og ’suse’. Det må jeg jo til at spekulere på, når og hvis det sker. Men jeg tror nu ikke på det, for sådan var det også sidste år, siger hun med et glimt i øjet.

Uanset om hun bliver millionær eller ej, så er det noget som ikke kan købes for penge, der står øverst på ønskelisten i år.

- At jeg må have det nogenlunde, det er det eneste jeg håber på. Det er også mit nytårsønske tror jeg.