Tre dramatiske år på gymnasiet: Johanna kan blive den næste store skuespiller

Morsø Gymnasium kan som kun et af tre gymnasier tilbyde drama på A-niveau. Eleverne gøres klar til at gå videre ud i en verden af skuespil.

Scenelyset er tændt, og tre piger i sort tøj fremfører næsten uden manus en halv times skuespil om at være ung i et elitemiljø. De spiller til hinanden uden at ænse publikum i salen.

- Så snart man står der, så er man et helt andet sted og i en helt anden verden, siger Johanna Wellejus Andersen.

Hun har valgt at tage fra Svendborg til Mors for at fordybe sig i skuespillet samtidig med hun får hendes studentereksamen. Til sommer kan Johanna spænde studenterhuen på hovedet og med adskillige kreative værktøjer i rygsækken tage springet ud i det danske skuespillermiljø.

Johanna og hendes medspillere i stykket om presset på unge i et elitemiljø.
Johanna og hendes medspillere i stykket om presset på unge i et elitemiljø.
Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

Eleverne har drama på højt niveau helt fra de begynder på gymnasiet, og der er et tæt samarbejde med Limfjordsteatret, der også holder til i Nykøbing. Timerne på skolen bliver brugt på teori, analyse og naturligvis masser af skuespil, så eleverne til sidst er rustet til at kunne lægge arm med en branche, hvor det kan være ret svært at få opgaver.

- Vi skal træne, øve og lære og være et trygt sted, hvor eleverne tør tage nogle chancer, siger underviser Mette Iversen, der selv har været elev på dramalinjen. 

Johanna Wellejus Andersen har nydt at kunne fordybe sig i drama på Morsø Gymnasium.
Johanna Wellejus Andersen har nydt at kunne fordybe sig i drama på Morsø Gymnasium.
Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

Johanna Wellejus Andersen har samtidig med timerne på skolen arbejdet som skuespiller i Jesperhus Feriepark. Efter studentereksamen til sommer vil hun dygtiggøre sig yderligere med privatundervisning i skuespil og sang, og så skal der sendes ansøgninger afsted til de danske skuespilskoler.

- Jeg tror, at det jeg allerbedst kan lide ved skuespil og drama - det er, at man ser verden på en helt anden måde hver eneste gang, siger Johanna Wellejus Andersen.

0:47
Johanna forklarer hvorfor hun gerne vil være skuespiller.