Kort nyt

25. dec 2024 kl. 13:24

Danmarks ældste blev ikke millionær i denne omgang: Men havde en skøn juleaften

110-årige Kirsten Schwalbe kunne i år holde jul for 111'te gang, og da vi mødte hende et par dage før jul, spekulerede hun noget på, om hun skulle til at være millionær.

Hun manglede nemlig kun et enkelt juletræ på sin skrabekalender for at vinde en million kroner - men det sidste træ kom altså aldrig.

- Nej, jeg blev ikke millionær i denne omgang, lyder det med et grin fra Kirsten.

- Og det er også godt nok, for hvad skulle jeg egentlig bruge de penge på, siger hun.

Til gengæld havde hun en god juleaften sammen med to af sine døtre og sin ene svigersøn. 

- Vi havde sådan en dejlig dag, det har vi jo prøvet før, så det kunne vi godt finde ud af, fortæller hun med et smil.

Nu glæder hun sig til et par hyggelige juledage med lidt forskellige besøg.

25. dec 2024 kl. 22:23

Planteskole-ejer overrasket - blomster spirer allerede

Konsekvenserne af det meget lune vejr for årstiden, ses nu blandt andet i haven hos en planteskole-ejer fra Vinderup.

Hjemme ved Mads Ransborg er få ting begyndt at spire, selvom kalenderen siger december.

- Azaleaerne er lidt længere fremme, end de plejer at være, siger Mads Ransborg, som fortæller, at planten normalt blomster i det tidlige forår omkring februar og marts.

25. dec 2024 kl. 21:06

Gymnasium trækker unge fra hele landet

Morsø Gymnasium har stor succes med deres dramalinje, hvor eleverne kan beskæftige sig med dramatik og skuespil gennem hele deres skoletid. Gymnasiet i Nykøbing er et af de få i landet, hvor man kan have drama på a-niveau hele vejen til studentereksamen.

- Jeg har sat kursen mod en karriere som skuespiller, så derfor var det helt naturligt for mig at tage turen fra Svendborg til Mors, fortæller Johanna Wellejus Andersen.

Udover at have drama i skoletimerne, så har Morsø Gymnasium er omfattende samarbejde med Limfjordsteatret og Jesperhus Blomsterpark, hvor eleverne får erfaring med skuespil.

25. dec 2024 kl. 20:05

Stor bøde er ude af proportioner, mener indehaver

Varme fisk endte med at blive dyre for Restaurant Søgaarden i Sunds, der nu har fået en stor bøde af Fødevarestyrelsen. Indehaveren er i chok over størrelsen. 

25. dec 2024 kl. 18:32

Sidste etaper venter for kæmpe vindmølletransport

Den kæmpe vindmølletransport fra Siemens Gamesa, der begyndte i Brande, skal nu ud på sin sidste del af rejsen til Østerild. 

22 kilometer er turen, men noget tyder på, at det alligevel kommer til at tage flere dage. 

Få overblikket over sidste etape her. 

25. dec 2024 kl. 17:12

Natteravne kan ikke stille hold

Juledag er for mange - måske især unge mennesker - lig med en festlig aften og nat i byen, men der er nogle faste besøgende i bylivet, der kommer til at mangle i aften.

25. dec 2024 kl. 16:48

Travl juleaften for Kim

For Kim Sørensen var juleaftensdag noget helt specielt i år.

I stedet for at være derhjemme i timerne op til den traditionsrige aften kørte han, forklædt som julemanden, Skjern og omegn tynd for at besøge spændte børn.

- Jeg forlanger ikke noget for det, udover at børnene skal huske at være søde, ellers får de ikke besøg. Betaling er jeg fløjtende ligeglad med, fortæller Kim Sørensen, der ikke selv har børn.

25. dec 2024 kl. 14:55

Bil spærrer motorvejsspor

Opdateret: Bilen er fjernet igen.

En havareret bil spærrer juledag et spor på Herningmotorvejen i retning fra Silkeborg mod Herning. 

Det skriver Vejdirektoratet på sit trafikkort. 

Bilen er ved at blive hentet af vejhjælp. Det foregår mellem frakørsel 36 Bording og 37 Ikast Ø.

25. dec 2024 kl. 13:52

Næstvådeste år nogensinde

Med de seneste par dages nedbør er 2024 krøbet op på en plads som det næstvådeste år i dansk vejrhistorie.

Det siger vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Thor Hartz til Ritzau.

Summen af nedbør fra starten af året og frem til onsdag, 25. december, er omkring 910 millimeter. Det er fem millimeter mere end i 1999 og 2019, som indtil nu har delt pladsen som næstvådeste år.

Der er dog stadig lang vej op til det vådeste år, siden DMI begyndte at måle nedbør i 1874. Der beholder 2023 fortsat sin førsteplads med 972,7 millimeter.

- Når jeg kigger frem i prognoserne, så selv om der kommer noget nedbør de sidste dage i året, ser det ikke ud, som om at vi slår rekord, siger Thor Hartz.

25. dec 2024 kl. 12:36

Frivillige arrangerede fælles juleaften flere steder

Julen handler for mange om at være sammen med sine nærmeste og have en hyggelig aften i godt selskab. Men flere ender med at sidde alene hjemme eller har ikke råd til at holde juleaften. 

Derfor har flere steder i landsdelen arrangeret fælles julefester, blandt andet både i Silkeborg, Struer og Vildbjerg - og det har været en stor succes. 

I Silkeborg var hele 200 gæster samlet til en gratis juleaften, som blev holdt af Culture City Silkeborg. 

- Der er ingen tvivl om, at folk har brug for det her. Vi kan se hvor glade de bliver, og vi mærker en masse næstekærlighed, fortæller Claus Friis, som er formand for foreningen.

25. dec 2024 kl. 10:45

Skuffede børn kunne ikke komme videre

En julekalenderlåge gav flere forældre skuffede børn juleaftensdag. Ugyldige koder umuliggjorde avancement i børnespil.

25. dec 2024 kl. 10:00

Ubudne gæster blev væk julenat

Midt- og Vestjyllands Politi har haft en rolig julenat.

Juledag har politiet intet at berette om, og det er selvom juletiden kan være fristende for indbrudstyve. 

- Vi har ikke haft anmeldt indbrud i nat eller her til morgen, men det er ikke alle, der er kommet hjem endnu, fortæller vagtchef Simon Skelkjær ved Midt- og Vestjyllands Politi.

På landsplan er der anmeldt 39 indbrud julemorgen. 


25. dec 2024 kl. 09:35

FCM overvejede at hente Christian Eriksen

Christian Eriksen

FC Midtjylland overvejede at se, om de kunne lokke Christian Eriksen til Herning i sommer, det skriver Tipsbladet.

Den 32-årige danske landsholdsprofil spiller lige nu i Manchester United, hvor det har været småt med spilletid, efter klubben har fået deres nye cheftræner Ruben Amorim. 

FCM fik dog aldrig sendt et bud afsted på midtbaneprofilen, men cheftræner Thomas Thomasberg lægger i et interview med Tipsbladet ikke skjul på, at de har talt om, at få Christian Eriksen til heden. 

- Det ville næsten være mærkeligt, hvis ikke alle danske klubber havde tænkt den tanke. Om det så kunne lade sig gøre økonomisk, og om det ville være det rigtige sportsligt, var en separat diskussion. Men det havde været mærkeligt, hvis det ikke havde strejfet rigtig mange klubber, siger Thomas Thomasberg til Tipsbladet.

Landsholdsspilleren er kontraktfri til næste sommer.

25. dec 2024 kl. 08:36

Flere togafgange aflyst

Opdatering

  • Opdatering: Der indsættes bus fra PP Busser som erstatning for toget mellem Herning og Struer 14:59. Bussen kører fra Herning St. kl. 15:05

GoCollective melder om flere togafgange aflyst juledag. 

Toget fra Struer til Vejle klokken 09:04 er aflyst. Det skyldes personaleforhold.

Det samme gælder for toget fra Vejle til Herning klokken 13:03 og toget fra Herning til Struer klokken 14:59. De er også begge aflyst.

Orienter dig i Rejseplanen for nærmere info. 

25. dec 2024 kl. 07:43

Her er forklaringen på det varme vejr

Snemænd og morgenfrost skal man kigge længe efter første juledag. Temperaturene er udsædvanligt høje for årstiden.

Tocifrede temperature er i vente, og der findes en god forklaring. Ifølge TV 2 Vejret skyldes det milde vejr en ekstrem varm luftmasse i halvanden kilometers højde. Luftmassen hænger over hele Skandinavien. 

I Danmark er der mulighed for 12 grader på juledag, hvilket er over 15 grader varmere end det normale for årstiden. 

Havde det været sommer, så vil det have resulteret i op til omkring 28 grader, skriver TV 2 Vejret. 

fc5973ef-262e-45bf-8c14-94423a4a8821
Foto: TV 2 Vejret
25. dec 2024 kl. 07:01

Varm juledag i vente

Hvis du har fået hue og vanter i julegave, er det ikke sikkert, det er i dag, du skal have dem indviet. 

1. Juledag bliver en varm en af slagsen. Temperaturene kommer til at ligge på omkring 8 grader. 

Det melder DMI.

Der vil derfor være tåget og diset fra morgenstunden. Forvent en mere eller mindre grå dag med finregn indimellem. Ved kysterne ventes frisk til hård vind. 

25. dec 2024 kl. 06:36

Familie fravælger skærme

Louise Markfoged Madsen fik for år tilbage en iPhone af hendes forældre. Til deres overraskelse, faldt den på ingen måde i hendes smag.

24. dec 2024 kl. 21:31

Lunt julevejr forvirrer naturen

Det lune julevejr har gjort naturen forvirret, og lige nu modtager TV 2 Vejret flere billeder af planter, der er i gang med at springe ud.

Billedet her viser Hanne Stampe Tofts rhododendron, der er sprunget ud i hendes have på Falster. Men også Mie Fønsskov Hansen fortæller om et blomstrende japansk kirsebærtræ i sin have i Strøby Egede.

Naturvejleder Jens Aakjær fra Naturstyrelsen forklarer, at naturen godt kan blive forvirret, hvis der har været en kuldeperiode, som vi oplevede i november, og der så kommer lunt vejr. Planterne kan i den situation tro, at nu er foråret på vej med lys og varme.

24. dec 2024 kl. 20:49

Historisk gård har fået nye ejere

Gåsemandens Gård i Bork, som er opført i 1789, har fået nye ejere. 

24. dec 2024 kl. 17:28

Heste sluppet løs: Pas på i dette område

Udklip
Foto: Vejdirektoratet

Opdateret klokken 18:25: Hestene er nu indfanget, og varslet er derfor ophævet.

Hvis man endnu ikke er ankommet til det sted, man skal tilbringe 2024-udgaven af juleaften, så skal man være særligt opmærksom, hvis ens rute løber nord for Viborg. På strækningen rute 13 mellem Viborg N og Løvel er der nemlig lige nu en melding om løsslupne dyr.

- Fem heste er sluppet løs i området, men ejeren er klar over det og forsøger at fange dem ind, fortæller Jeppe Holgersen, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Det er ejeren selv, der har informeret politiet, og politiet vælger derfor ikke for nuværende at foretage sig yderligere. Vejdirektoratet vil blive informeret, så snart hestene er indfanget.

24. dec 2024 kl. 16:30

Håndbold i Danmark har vokseværk

Flere danskere spiller håndbold, og især i de helt unge årgange boomer sporten. Det viser en opgørelse fra DanskHåndbold.

214 nye hold er kommet til i den igangværende sæson, og dermed er 5404 aktive hold i sving på tværs af køn og årgange.

Det svarer det en stigning på fire procent i forhold til sidste sæson, og fremgangen sker i alle årgange.