Fik iPhone i julegave: - Jeg hader de telefoner

Louise Markfoged Madsen fik for år siden en iPhone af sine forældre. Til deres overraskelse, faldt den dog ikke i hendes smag.

0:48
Louise Markfoged Madsen har sagt nej til en iPhone, for at have en 'dumbphone' i stedet for.

Julen er ofte forbundet med et gaveræs, og mange ville sikkert have det som et hedt ønske med en fed iPhone under træet juleaften, men ikke Louise Markfoged Madsen - tværtimod.

En juleaften - ikke i år - var hun nemlig så 'heldig', at der under træet lå en iPhone til hende.

Louise er dog, for at sige det mildt, ikke fan af smartphones, så trods forældrenes gode tanke bag gaven, blev det et klart "nej tak".

- Jeg har ikke brug for at invitere det ind i mit liv. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare mit forhold til de der telefoner, udover at jeg hader dem, siger Louise og fortsætter:

- De tager tid fra familien, og det er jeg slet ikke interesseret i. Så selvom jeg godt ved, at det er mig, der er meget firkantet på det punkt og ikke gider følge med udviklingen, selvom jeg måske burde med vores forretning for øje, så har jeg intet behov for sådan en telefon.

Fravælger skærme

Forældrene ville gerne give hende en smartphone, så det blev nemmere for familiens lille gårdbutik med salg af hjemmedyrkede grøntsager at få luft under vingerne. 

Med iPhonen kunne de nemlig få MobilePay, og folk kunne nemt betale for deres grøntsager.

Da parret i sin tid startede deres gårdbutik, var det heller ikke tanken, at den skulle promoveres på sociale medier. De blev dog hurtigt klogere.

- Når man forsøger at gøre folk opmærksomme på, man har en forretning, uden at bruge Facebook eller andre sociale medier, så er det bare svært og bliver nærmest en bremseklods. Mulighederne er begrænsede, og derfor gik vi på kompromis med vores tanker og er på Facebook nu. For på bundlinjen er det jo dumt at lade vores gårdbutik gå nedenom og hjem, bare fordi vi er firkantede, fortæller Louise Markfoged Madsen.

Trods familien har to børn, er det ikke tid foran fjernsynet eller videoer på Youtube, der fylder i det lille hjem i Junget.

Louise og manden Peter Nyby ejer nemlig hverken fjernsyn eller bærbar computer, men sætter tiden i familiens skød i højsædet.

Så i stedet for at se streame film, være på TikTok eller lægge billeder op på Instagram, bruger de i stedet tiden sammen som familie, og lærer børnene om, hvordan et landbrug fungerer. 

Louises mand, Peter Nyby, ejer en smartphone grundet sit arbejde, og derved har familien også kunnet oprette gårdbutikken på Mobilepay. Han håber dog på sigt, at kunne komme af med telefonen, da han heller ikke ønsker at have den. 

Du kan selv møde familien med det måske lidt gammeldags liv, når TV MIDTVEST sender dokumentarserien 'Liv på landet' i januar.