Frivillige julefester en stor succes: - Vi har mærket en masse næstekærlighed

Flere steder i landsdelen har frivillige sørget for en fælles juleaften, og her dagen derpå er de fyldt af taknemmelighed efter en god aften.

200 personer var samlet til fælles juleaften i Silkeborg.
200 personer var samlet til fælles juleaften i Silkeborg.
Foto: Claus Friis

De er trætte, men overvældede i Silkeborg her dagen derpå.

Claus Friis er i gang med at vaske gulv, da vi fanger ham på telefonen efter en juleaften, der pludselig voksede sig kæmpe stor.

- Vi har været 200 mand til en gratis juleaften, det var en stor overraskelse, at det blev så stort, sidste år var vi 80, fortæller han. 

For tredje år i streg afholdte Culture City Silkeborg jul for dem, som ellers skulle sidde alene eller ikke havde råd til en julefest. 

Og her dagen derpå er de blæst bagover af, hvor god en oplevelse det var.

- Der er ingen tvivl om, at folk har brug for det her, det kan vi se. Folk er simpelthen så glade, og der er sket meget for dem. Vi har mærket en masse næstekærlighed fra folk, fortæller Claus Friis, som er formand i foreningen.

Der blev sat borde op i hver en krog af Medborgerhuset Lunden i Silkeborg for at få plads til de 200 gæster.
Der blev sat borde op i hver en krog af Medborgerhuset Lunden i Silkeborg for at få plads til de 200 gæster.
Foto: Claus Friis

Blandt de 200 gæster var både børn og ældre, enlige og par, danskere, ukrainer og ugandere, som alle fik både den store klassiske julemenu og gaver ganske gratis. Alt blev sponsoreret af lokale virksomheder - og faktisk var der næsten for mange gaver, fordi så mange havde tilbudt donationer.

Og selvom det har været et stort arbejde at arrangere hele gildet, så er det glæden, der fylder i dag.

- Jeg har fået min betaling ved at se folk blive glade, det er der ingen tvivl om, siger Claus Friis.

De har allerede besluttet at gentage succesen næste år.

Det bugnede med gaver på gavebordet, flere end 400 gaver var doneret af lokale virksomheder.
Det bugnede med gaver på gavebordet, flere end 400 gaver var doneret af lokale virksomheder.
Foto: Claus Friis

56 samlet i Vildbjerg

I Vildbjerg blev der for første gang arrangeret juleaften af en flok frivillige gennem Kirkernes Sociale Arbejde. 

Her var en blandet flok med 56 personer samlet. Primært enlige ældre, men også ægtepar, kærestepar og unge var en del af festen.

- Det var en rigtig dejlig aften, og skønt at være en flok samlet i stedet for at sidde alene hjemme to personer, fortæller Rikke Kær, som har stået for arrangementet.

Der var dækket op til 56 til den store julemiddag.
Der var dækket op til 56 til den store julemiddag.
Foto: Rikke Kær

Gæsterne skulle blot betale 75 kroner for at være med til at holde jul, og så fik de både klassisk julemad og en julegave. Resten af økonomien blev doneret af Kirkernes Sociale Arbejde, og så var der 13 frivillige, som hjalp til.

- Jeg er helt baldret i dag, men jeg skal helt klart gøre det igen, fortæller Rikke Kær.

I dag kører hun ud med resterne fra julemiddagen til Blå Kors og varmestuen i Herning, så intet går til spilde.

En stor flok var med til at synge om juletræet, mens andre tog sangene siddende.
En stor flok var med til at synge om juletræet, mens andre tog sangene siddende.
Foto: Rikke Kær

Den bedste jul i 18 år

- Vi har allerede besluttet at gøre det igen, lyder det fra Kirsten Vindum i telefonen dagen derpå.

Også i Struer har de holdt fælles juleaften for første gang, og her betyder det meget, at 24 gæster, som ellers måske skulle have siddet alene også fik sig en særlig juleaften.

Der blev blandt andet spillet pakkespil til juleaften i Struer.
Der blev blandt andet spillet pakkespil til juleaften i Struer.
Foto: Privatfoto

- Det er vigtigt, at der er et tilbud til dem, som ikke har andre steder at komme. Og man bliver enormt taknemmelig over, at det her kunne lade sig gøre, fortæller Kirsten Vindum, som er koordinator for Kirkernes Sociale Arbejde i Struer Kommune.

Her til formiddag har hun fået en besked fra en af dem, som var med til festen i går, som skriver det var hans bedste jul i de 18 år, han har boet i Struer.

- Så vi har hænderne over hovedet, selvom vi er møg trætte, siger Kirsten Vindum.

Kirsten Vindum havde syet juleforklæder som en gave til alle de frivillige.
Kirsten Vindum havde syet juleforklæder som en gave til alle de frivillige.
Foto: Privatfoto