Sidste låge i julekalender endte med flere skuffede børn

Flere skuffede børn forsøgte forgæves juleaftensdag at komme videre i et spil.

Jesperhus Feriepark
Foto: Jesperhus Feriepark

Juleaftensdag startede for flere børn skuffende, da de skulle åbne sidste låge i Jesperhus Ferieparks julekalender. 

I julekalenderen gemmer sig koder til ferieparkens spil-app. Et spil, hvor børn kan spille og komme videre med koderne fra kalenderen. Men koderne i nogle af julekalenderne var ugyldige, og derfor var flere børn skuffede juleaftensdag.

Det beretter flere forældre om i kommentarfeltet på et Facebook-opslag, Jesperhus Feriepark har delt.  

- Det var godt nok to skuffede børn, der taste deres koder i går, skriver en forælder onsdag morgen.

 - Jeg synes godt nok også, det var lidt hårdt at se skuffelsen i deres øjne, da de endelig kunne trykke koden. Og min søn havde sagt, den kode har vi da brugt før, skriver en anden skuffet forælder i en kommentar.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Problemet er ved at blive løst

De skuffede forældre kan dog glæde deres børn med, at der igen er udsigt til at spille i appen. Det fortæller administrerende direktør, Henrik Munksgaard.

- Det er dybt ærgerligt, men det har trods alt kun givet nogle forsinkelser på et par timer, fortæller Henrik Munksgaard og tilføjer:

- Det, de har mistet, er måske, at de ikke er kommet videre i spillet.

De manglende koder har ikke betydet noget tab for familierne. Koderne skal kun bruges til at komme videre i spillet, og børnene har derfor ikke mistet noget af værdi.

I alt drejer problemet sig om 200-300 kalendere ud af i alt 32.000 julekalendere i omløb.

Direktøren glæder sig over, at folk med ubrugte koder har været hjælpsomme i kommentarfeltet, ligesom at Jesperhus Feriepark selv har udgivet nye koder, som folk kan bruge. 

- Jeg vil mene, problemet er løst nu, fortæller direktøren.