Bykonge stopper – genopstiller ikke som borgmester
Borgmester H.C. Østerby genopstiller ikke ved kommunalvalget 2025. Socialdemokraten har været Holstebro Kommunes førstemand siden 2010.
En bykonge abdicerer ved det næste kommunalvalg.
Hans Christen Østerby har i mere end et årti siddet for bordenden i Holstebro.
Den socialdemokratiske førstemand har i dag onsdag meddelt i en pressemeddelelse, at han ikke genopstiller i 2025.
- Dåbsattesten lyver ikke, og selvom jeg har det rigtig godt, har jeg besluttet, at tiden er den rigtige nu. At være borgmester er en livsstil, som rækker langt, langt ud over "normal" arbejdstid, og jeg ser frem til at bruge min energi på noget andet og mindre tidskrævende siger H.C. Østerby i pressemeddelelsen.
Efter store sværdslag – politiske trakasserier – kunne han på et konstituerende møde i december 2009 kalde sig borgmester.
Siden har H.C. Østerby ikke set sig tilbage.
Men nu er det altså officielt, at det er slut om halvandet år.
Han kan sole sig i at have haft vælgermæssig succes i alle sine år som borgmester. Ingen i oppositionen har været i nogen reel nærhed af at vippe H.C. Østerby af pinden.
Både til valgene i 2009, 2013, 2017 og 2021 har han fået flest personlige stemmer i Holstebro Kommune. Bedst gik det i 2013, hvor han fik 10.042 stemmer.
- Når denne valgperiode er slut, har jeg været borgmester i 16 år og siddet i byrådet i 24 år. Jeg har brugt en stor del af mit arbejdsliv på at arbejde for de bedste betingelser for Holstebro Kommune og jeg synes, at jeg afleverer en kommune i rigtig god form, siger H.C. Østerby i pressemeddelesen.
Den politiske medgang får ham dog ikke til at ændre på, at beslutningen om at stoppe ligger fast. En beslutning, han har overvejet grundigt - men truffet, blandt andet på grund af at han næste år i december blot en måned efter kommunalvalget fylder 70 år.