Fugleinfluenza i Vinderup: 20.000 ænder skal aflives
20.000 ænder i Vinderup skal aflives. De er ramt af fugleinfluenza.
Halvdelen af andeproducent Martin Daasbjergs besætning er ramt af fugleinfluenza. Nu skal 20.000 ænder aflives.
- Det her er det, vi på jysk kalder træls. Det kan ikke siges anderledes. Det er halvdelen af min besætning, siger en ærgerlig Martin Daasbjerg til TV MIDTVEST.
Ifølge Fødevarestyrelsen drejer det sig om en lavpatogen fugleinfluenza af typen H5:
- Lavpatogen betyder, at den er mild sammenlignet med højpatogene typer. De fleste fjerkræ dør ikke af lavpatogen fugleinfluenza, men de kan smitte andre fjerkræ, og sygdommen kan ændre sig til den højpatogene type, der har en dødelighed på op imod 100 procent, skriver styrelsen blandt andet.
Ænderne skal aflives mandag på den ene af Martin Daasbjergs ejendomme i Handbjerg vest for Vinderup.
- Jeg får en eller anden kompensation for det tab, jeg lider her, men så skal det hele rengøres og desinficeres og stå tomt i tre uger. Det giver et afbræk i vores produktion, siger Martin Daasbjerg og fortsætter:
- Vi sælger ænder til vores slagteri i Struer. Der vil være nogle dage, hvor der ikke er noget at lave.
Sygdommen skal bremses
Dyrlæge Stig Mellergaard fra Fødevarestyrelsen fortæller, at de smittede fugle ikke har vist sygdomstegn. Det var styrelsens rutinemæssige overvågningsprogram, der opdagede fugleinfluenzaen.
- Det er vigtigt, at vi finder ramte fugle. Også når de ikke viser tegn på sygdom. På den måde kan vi tage vores forholdsregler og sikre, at så få fugle som muligt bliver smittet, og vi kan bremse sygdommen, inden den eventuelt udvikler sig og bliver højpatogen, forklarer han.
Ud over aflivningen af de 20.000 ænder bliver der oprettet en zone på en kilometer rundt om besætningen. Inden for denne zone skal hobbyavleres fjerkræ og dyr blive i 21 dage.