Ild i maskinhal forsinker snerydning
Flere snerydningskøretøjer er påvirket efter brand i maskinhal. Det forsinker snerydning i Holstebro kommune.
Snerydderne kommer nu tilbage på vejene i takt med at skadesservice får rengjort de sodskadede biler.
Det oplyser direktør for Kaj Bech, Peter Elberg Bech.
Han oplyser, at de drejer sig om 10 til 12 køretøjer fra maskinhallen som er en del af vinterberedskabet.
- Vi satser på at alle er på vejene i løbet af i dag, siger Peter Elberg Bech.
Det er måske en mulighed, at køre hen over natten med snerydderne, for at indhente forsinkelserne, lyder det fra direktøren.
Man kunne næsten ikke forestille sig et værre tidspunkt at mangle køretøjer, der kan rydde sne og is af vejene.
Men det er i øjeblikket tilfældet for Holstebro kommune.
Natten til torsdag udbrød der brand i en af maskinhallerne til entreprenørfirmaet Kaj Bech, som varetager snerydning i Holstebro kommune.
Det skriver firmaet i et opslag på Facebook torsdag morgen. Borgerne kan derfor opleve forsinkelser i forbindelse med snerydningen.
Nordvestjyllands Brandvæsen blev tilkaldt til maskinhallen klokken fire torsdag morgen. Her blev de mødt af en røgfyldt maskinhal, det oplyser indsatsleder ved Nordvestjyllands Brandvæsen Mogens Eliasen.
I alt stod der omkring 35 køretøjer inde i maskinhallen.
- De indsendte røgdykkere finder frem til en udbrændt ladvogn. Ved siden af den stod to biler, som er blevet varmepåvirket, siger han.
Heldigvis var maskinhallen så tæt, at der ikke har kunnet komme frisk luft ind.
- Det heldige er, at ilden er blevet kvalt. Hvis ikke så havde vi stået der endnu, siger Mogens Eliasen.