Mortens far led af kroniske smerter – nu har han opfundet særlig behandling
Holstebrodrengen Morten Kirkegård har været med til at levere et gennembrud, der kan lindre smerter helt uden medicin.
Hjernen har nogle mystiske mekanismer. Ikke mindst når det gælder smerter. Nu er et hold forskere på universitetet i Aalborg blevet lidt klogere på den del af hjernen, der styrer smertelindring.
- Det her med at kunne måle smerte har altid været en udfordring, der har været stor fokus på at kunne løse. For hvis du har smerte, så har jeg ingen mulighed for at finde ud af, om du i det hele taget lyver for mig, eller hvor stærk din smerte er, siger Morten Kirkegård, klinisk ansvarlig, REDO-neurosystems.
Morten Kirkegård stammer fra Holstebro, hvor han som barn havde en hverdag, der har givet ham god grund til at forske i smertelindring.
- Jeg er vokset op med en far, der havde problemer, så jeg har brugt en store dele af min opvækst på et hospital, siger Morten Kirkegård og fortsætter.
- Det er super invaliderende for din hverdag, hvis du har stærke smerter. Det er meget begrænsende, det påvirker dit humør og din daglige gøren. Så det her har egentlig mest været for at hjælpe mennesker, siger han.
50 procent færre smerter ved tankens kraft
Tanken er at bruge patienternes egen hjerne til at smertelindre. Helt uden medicin. Projektet er nu så konkret, at der er taget patent på idéen, og en gruppe arbejder på at lave et produkt, der kan bruges af patienterne.
- Det handler meget om, at vi skal forklare folk, at ved at arbejde med dig selv, kan du faktisk ændre dine tanker om, hvad der gør ondt og ikke ondt, siger Mathis Rosenberg Sørensen, Co-founder, REDO-neurosystems.
Det er ikke kun de tre unge mænd bag, der synes idéen er god. Værkshus Nordjylland støtter også projektet økonomisk, fordi de mener det samme.
- Hvis de her ting, som de har præsenteret for os, de kommer til at lykkes, jamen så kan det her blive rigtig, rigtig stort, siger Anders Nørgård, projektleder, Innovativ Vækst, Væksthus Nordjylland.
Patienternes hjerneaktivitet trænes og måles gennem flere gange. I forsøget lærer patienterne, hvordan de selv kan styre deres hjerneaktivitet gennem otte til ti træningsforløb. Og de første spæde resultater af forsøget viser, at smerten hos nogle patienterne er blevet reduceres med op til 50 procent.
- Det, vi muliggør med vores teknologi, er, at du sidder i nuet og kan se, hvor du er henne i hjerneaktivitet. Og det tillader, at du kan modellerer det og begynde at styre det, siger Morten Kirkegård.
- Vi håber da helt sikkert, det kan blive til en større virksomhed, hvor vi kan få nogle flere ansatte, men også hvor vi kan udvikle nogle flere produkter i samme stil som det her, som kan være med til at øge livskvaliteten hos andre patienter, siger Mathis Rosenberg Sørensen.
Morten Kirkegård og de andre arbejder videre med projektet, i håb om at det kan blive en levevej for dem, og at det kan øge livskvaliteten hos personer med kroniske smerter. Den hjælp, som hans far godt kunne have brugt.
- Jeg har selv oplevet, hvordan smerter kan påvirke folk og andre omkring dem. Og jo. Der er et økonomisk insitament, men det personlige er meget større, siger Morten Kirkegård.