Nu åbnes der igen for fiskeri i Storå - vandets temperatur er faldet
Fiskeriet i Storå har været indstillet, fordi vandet har været for varmt.
Nu er der godt nyt til lystfiskerne i Storå.
Efter næsten 14 dage med indstillet fiskeri kan der fra i morgen - den 1. juli - igen fiskes i åen.
Det oplyser Sammenslutningen ved Storå i en pressemeddelelse.
Lystfiskeriet i Storå har været indstillet, fordi temperaturen har været for varm.
Man lukker ned for lystfiskeri i åen ved 18 grader, fordi fiskene ikke kan tåle at blive genudsat ved høje temperaturer.
- Så kommer der det, der hedder en mælkesyreophobning i fisken, og det tager for lang tid for den at få det nedbrudt, og det risikerer den at dø af, forklarede formanden for Holstebro og Omegns Fiskeriforening, Gunnar H. Pedersen den 29. juni.
Stort problem i Storå
I Skjern Å har man også haft for høje temperaturer i vandet, men her blev der åbnet for fiskeri igen efter kun to dage.
Lystfiskerne mener, at det er Vandkraftssøen i Holstebro, der gør, at Storå er varmere.
- Det er jo en stor varmekedel, når solen den bager. Den er jo ikke ret dyb, men til gengæld er den ret stor med en stor overflade, og det giver så en kraftig opvarmning, sagde Gunnar H. Pedersen til TV MIDTVEST den 29. juni.
En passage, der leder åen uden om søen, kan ifølge fiskerne løse problemet. Men det har lange udsigter. Holstebro Kommune er enige i, at det er en god ide, men venter på et udspil fra staten.
Karsten Filsø, der er formand for Natur, Miljø og Klima i Holstebro, har tidligere sagt om problemet:
- Vi regner med, at i lighed med alle andre spærringer, som Staten ønsker, vi skal forholde os til, så kommer de med en pose penge, og så håber vi jo også, at staten er villige til at hjælpe til med den løsning.
Du kan følge temperaturudvikling i Storå her.