Nye oplysninger om meget alvorlig sag: Mand anholdt for at voldtage toårigt barn
Han er sigtet for voldtægt af et barn under 12 år.
En mand fra Holstebro er blevet anholdt og sigtet for voldtægt af et barn under 12 år. Han blev varetægtsfængslet i fire uger til et grundlovsforhør mandag formiddag.
Det oplyser anklageren.
- Der skal nu pågå en videre efterforskning af sagen, siger Linda Bork Pedersen, der er anklagerfuldmægtig ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Ifølge politiet skulle voldtægten angiveligt have fundet sted 1. juli 2023, men politiet har først fået kendskab til sagen nu.
- Det er en sag, vi har fået kendskab til, som er foregået tilbage i tiden, siger Torben Ladefoged, der er efterforskningsleder ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Har delt optagelser
Under grundlovsforhøret kom det frem, at den sigtede er en mand født i 1987, og ofret var en pige født i 2021.
Det kom også frem, at der var tale om fuldbyrdet voldtægt i form af samleje, og den sigtede skulle have filmet voldtægten for derefter at videredistribuere videomaterialet.
Den sigtede erkendte sig delvis skyldig.
Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, så det vides ikke, hvad den sigtede erkendte sig skyldig i.
Der er navneforbud i sagen.
TV MIDTVEST har valgt at udlade detaljer i sigtelsen af hensyn til den forurettede.
Alvorlig sag
Politiet fortæller, at de kommer til at fortsætte efterforskningen af sagen.
- Sagen er meget alvorlig, siger Torben Ladefoged.
Første melding fra efterforskningslederen lød, at sagen var af så alvorlig karakter, at anklagemyndigheden ville anmode dommeren om, at grundlovsforhøret skulle foregå bag dobbelt lukkede døre ved Retten i Holstebro. Men det er nu ændret til et ønske om lukkede døre.