Politiets klagemyndighed om skudepisode i Holstebro: - Vi tager sagen meget alvorligt

Nu siger Den Uafhængige Politiklagemyndighed ord om det forløb, som lige nu foregår i kølvandet på sidste weekends skudepisode i Holstebro.

Det var lørdag sent eftermiddag, at en 32-årig mand blev ramt af skud i centrum af Holstebro.
Det var lørdag sent eftermiddag, at en 32-årig mand blev ramt af skud i centrum af Holstebro.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Det er sjældent, at politiet åbner ild imod en borger, og derfor var det noget af et særtilfælde, da en 32-årig mand sent lørdag eftermiddag blev skudt af en politibetjent i centrum af Holstebro. Manden blev efterfølgende fløjet med helikopter til hospitalet i Skejby, og han endte med at afgå ved døden.

Siden da har Den Uafhængige Politiklagemyndighed været i gang med at undersøge hændelsen omkring det afgivne skud, og her tager man sagen meget alvorligt.

- Vi har cirka 15 sager om året, hvor borgere kommer alvorligt til skade. Det indebærer enten dødsfald, eller hvis en borger får varige mén. Det er sager, som vi prioriterer højt og tager meget alvorligt. Vi rykker ud til dem, så snart vi får dem overdraget fra politikredsene, fortæller Niels Raasted, der er efterforskningschef hos Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Indhenter video og afhører vidner

Den Uafhængige Politiklagemyndighed, der også er kendt som DUP´en, er en instans, som behandler adfærdsklager og efterforsker straffesager, hvor politipersonale er impliceret. Den er derfor etableret for at undgå, at politiet undersøger sig selv.

Forud for skudepisoden i Holstebro havde politiet modtaget henvendelser fra flere borgere, som anmeldte en mand for vold, trusler og hærværk. Vidner fortalte ydermere til TV MIDTVEST, at de oplevede en mand være truende og komme løbende med en køkkenkniv efter tilsyneladende tilfældige personer på gaden.

En stor del af centrum i Holstebro var lørdag eftermiddag spærret af.
En stor del af centrum i Holstebro var lørdag eftermiddag spærret af.
Foto: Andrea Marie Marschall, TV MIDTVEST

Efterforskningschef Niels Raasted ønsker ikke at kommentere den konkrete sag fra Holstebro, men han fortæller, hvad klagemyndigheden generelt gør, når en sag som denne opstår.

- Vi arbejder på en måde, som ligner meget en klassisk politiefterforskning. Vi indhenter video, afhører vidner og så har vi retsmedicinere tilknyttet, som står for obduktionen. Så det er en omfattende efterforskning, fortæller Niels Raasted.

Efterforskning varer 2-3 måneder

Efterforskningschefen fortæller, at sager som denne typisk tager to-tre måneder at undersøge til bunds. Herefter overgår den til statsadvokaten.

- Statsadvokatens opgave er at finde ud af, om der er grund til en straffesag, eller om gerningen fra politiet har været inden for lovens rammer af betjentes brug af skydevåben, fortæller Niels Raasted.