Sender fra Vestjylland: Grønlandsk podcast er i luften og fejres på traditionel vis
I dag er der officiel lancering af den nye podcast INUNA Radio, der holder til i Holstebro. Håbet er, at grønlændere fra hele landet kan finde glæde i mediet.
Der er stor fest i Holstebro tirsdag.
INUNA Radio er nemlig i luften - en podcast for grønlændere bosiddende i Danmark.
- Vi er så stolte, glade og lettede. Det er bare skønt, siger Arnannguaq Gerstrøm, der er projektleder.
Podcast-lanceringen fejres med traditionel, grønlandsk kaffemik, hvor man markerer særlige begivenheder. Og der er gæster fra nær og fjern. Én af dem er Holstebros borgmester, H.C. Østerby (S).
- Det er er fantastisk spændende projekt, som jeg glæder mig til at følge, lyder det fra borgmesteren.
Skal skabes undervejs
Podcastens første afsnit blev optaget for to uger siden og ligger nu tilgængeligt. Inden da var der en masse lavpraktiske ting, der også skulle tages stilling til.
- Vi har haft rygende travlt, griner Arnannguaq Gerstrøm.
Planen er, at der de næste tre år udkommer to afsnit hver uge. Og podcasten skal formes med lytterne undervejs, fortæller projektlederen.
- Det skal være et fælles samlingspunkt, hvor vi mødes.
De danske myndigheder anslår, at der bor omkring 17.000 grønlændere i Danmark. Der er dog langt imellem grønlandsksprogede medier, der henvender sig til gruppen.
Podcasten er derfor også resultatet af en politisk aftale om flere grønlandskproducerede radioprogrammer. Derfor skal lyden også være på grønlandsk.
Og målgruppen er bred: alle herboende grønlændere, både unge og ældre.
- Det, vi har hørt indtil videre, er, at folk føler, at det kan være med til at binde grønlændere sammen på tværs af Danmark, siger Arnannguaq Gerstrøm.
Donation på syv millioner kroner
Det er Nordisk Teaterlaboratorium i Holstebro, der er hjemsted for podcasten.
- Det her er et fantastisk projekt, der passer lige til Nordisk Teaterlaboratorium og Holstebros profil om at sætte nye ting i søen, lyder det fra H.C. Østerby.
Holstebro Kommune har ikke puttet penge i projektet. Det vestjyske lydunivers er udelukkende blevet til med en donation på syv millioner kroner fra Slots-og Kulturstyrelsen.
Donationen til INUNA Radio, som holder til ved Nordisk Teaterlaboratorium, kommer ikke bag på borgmesteren. Han mener, at det er et perfekt match.
- De kan noget, som ingen andre kan.
Det første podcast-afsnit kan findes på Spotify. Dele af lyduniverset bliver på sigt også oversat til både dansk og engelsk, som kan tilgås via de sociale medier.