Taget på fersk gerning: Læssede varebil med 19 kilo skunk
Tre mænd blev tirsdag formiddag anholdt for besiddelse af skunk. De nægter sig skyldige.
En mistænkelig forladt ejendom i Holstebro fik mandag en anmelder til at ringe til Midt- og Vestjyllands Politi.
- Anmelderen fortalte, at huset har lukket ned, så alt lysindfald var væk. Og desuden kom der en kraftig lugt fra huset, siger vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi Lillian Jensen.
Politiet kører tirsdag formiddag ud til stedet, som er Hosagervej 24 i Holstebro.
- Der ser politiet tre mænd, der er ved at læsse skunk ind i en varebil, siger Lillian Jensen.
De tre mænd anholdes og sigtes for besiddelse af skunk. Den ene er en 26-årig mand fra Hvidovre. De to andre er fra Århus og er henholdsvis 47 og 42 år.
Herefter undersøgte politiet varevognen og fandt ud af, at der er tale om 19 kilo skunk.
De tre mænd, der nægter sig skyldige i besiddelsen, havde tilsyneladende troet, at de kunne være i fred i den forladte ejendom ved Holstebro.
Tirsdag blev de afhørt og efter sagen var blevet fremlagt for politiets jurister, er det besluttet, at de ikke skal fremstilles i et grundlovsforhør.
Mændene vil højst sandsynligt få en bøde, lyder det fra vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi, Lillian Jensen.