Unge mænd svindlede sig til 60.000 kroner fra ældre borgere - nu er de varetægtsfængslet
De udgav sig for at være fra ældre borgeres bank og narrede deres betalingskort fra dem.
Grundlovsforhøret er afsluttet
De to unge mænd på 17 og 18 år er varetægtsfængslede i fire uger. De nægter sig begge skyldige.
Varetægtsfængslingen blev ikke kæret.
Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, oplyser Cecilie Paaske, der er anklagerfuldmægtig ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Mændene har begge bopæl i Midt- og Vestjylland.
Det er endnu engang lykkedes gerningsmænd at svindle sig til større pengebeløb ved at narre nogle ældre borgere.
Midt- og Vestjyllands Politi har i den anledning anholdt to unge mænd på 17 og 18 år for flere forhold af svindel af ældre borgere i Herning og Holstebro kommune.
Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.
De er mistænkt for 6. og 7. juni at have kontaktet ældre borgere telefonisk og udgivet sig for at være fra de ældre borgeres bank.
Herefter er de forurettede blevet overtalt til at udlevere deres betalingskort og koder til en person, der mødte op på deres bopæl.
Efter udleveringen af kort fra forskellige personer hævede gerningsmænd cirka 60.000 kr. kontanter i nærliggende hæveautomater.
- Det er ingen hemmelighed, at gerningsmændene går målrettet efter den ældste del af befolkningen. Det er derfor vigtigt, at vi hjælper hinanden med at få spredt budskabet om at passe godt på bankoplysninger, udtaler Erik Hykkelbjerg, der er politiassistent i forebyggelsesafdelingen ved Midt- og Vestjyllands Politi, i pressemeddelelsen.
Tag snakken
Svindlen er langt fra et enestående tilfælde her i landsdelen.
I maj var der eksempelvis fire tilfælde af svindel på bare to dage, hvor det også lykkedes gerningsmændene at få store pengebeløb lokket ud af ældre mennesker.
Derfor er opfordringen fra Midt- og Vestjyllands Politi fortsat klar.
- Har du en ældre mor eller far, så tag en snak med dem om aldrig at udlevere koder eller betalinskort. Hverken over telefonen eller fysisk til personer, siger Erik Hykkelbjerg i en pressemeddelelse.
Der blev afholdt grundlovsforhør torsdag klokken 13.00 ved Retten i Holstebro. Her blev de to unge mænd varetægtsfængslede i fire uger.