2,3 millioner på et døgn: Halil samler ind til jordskælvsofre i Tyrkiet
Den muslimske menighed i moskeen i Ikast har sammen med tyrkiske moskeer i hele landet startet indsamling for ofrene af jordskælvene, der mandag ramte Tyrkiet.
Et stort jordskælv ramte mandag morgen Tyrkiet og Syrien, efterfulgt af flere efterskælv. Siden da har det fyldt for de mange herboende med tyrkiske rødder.
Over 5.000 mennesker er bekræftet døde i ødelæggelserne i byerne Gaziantep og Osmaniye. Katastrofen har fået mange lande til at sende nødhjælp, og i moskeen i Ikast var den tyrkiske menighed også nødt til at gøre noget.
- Jeg var bare i chok. Jeg var lige vågnet, og nogen havde delt noget på Facebook, siger Halil Yildirim, der er næstformand i moskeen i Ikast, som er en af i alt 30 moskeer i Danmark, der hører under Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse.
- Vi er vågnet op til en stor katastrofe. Det største jordskælv i Tyrkiets historie. Vi tyrkiske borgere her i Ikast er blevet meget berørte af det.
- Som muslim og som menneske skal vi hjælpe de, som er i nød, siger Halil Yildirim.
I moskeen er der blevet sagt bønner for ofrene, men det var ikke nok for menigheden.
Selv om han og resten af de cirka 250 medlemmer befinder sig tusinde kilometer fra ulykken, måtte de i gang med at gøre noget, fortæller Halil Yildirim.
Millioner allerede indsamlet
De begyndte med at ville samle tæpper og varmt tøj, men det kunne ikke lade sig gøre at få det frem hurtigt nok, indså de.
- Det bedste er at samle penge, siger Halil Yildirim.
I moskeen er stemningen trykket. Katastrofen er det store samtaleemne blandt medlemmerne.
- Det sårer os dybt, at se billederne. Men hvad kan man gøre, spørger man sig selv, siger buschaufføren Mehmet Alp fra Ikast, der er et af moskeens medlemmer.
- Selvfølgelig skal vi hjælpe. De har brug for alt, vi kan give. Og det vi kan gøre er at give økonomisk hjælp. Det er det bedste, vi kan, siger Mehmet Alp.
I Ikast har de bedt medlemmerne af menigheden om at donere penge på MobilePay.
Og det har de gjort. Ikke alene i moskeen i Ikast, men i moskeer på tværs af Danmark.
På en enkelt dag har de 30 moskeer under den Dansk Tyrkisk Islamiske Fond samlet over 2,3 millioner ind til jordskælvsofrene.
- Pengene er blandt andet blevet brugt på at sørge for mobile køkkener og mobile bagere, der kan give mad i de områder, hvor folk har brug for det, siger Halil Yildirim.