Beboer på Kærshovedgård truede personale med 15 cm lang kniv
En beboer på Kærshovedgård tilkaldt personale, fordi han angiveligt havde mistet sin mobil. Da de kom ind, trak han en stor kniv og fægtede imod dem.
En 32-årig beboer på Udrejsecenter Kærshovedgård truede natten til onsdag personale fra Kriminalforsorgen med en 15 centimeter lang kniv. Politiet blev tilkaldt og anholdt manden.
Lidt før klokken 2 bad han om at komme i kontakt med personalet under påskud af, at han havde mistet sin mobiltelefon. Da to ansatte dukkede op og åbnede døren til hans værelse, trak han kniven og fægtede truende imod dem.
- Hvor han har den fra, aner jeg ikke, siger sekretariatsleder Bent Smedegaard fra Lokalpolitiet i Herning.
Personalet trak sig ud af værelset igen og trykkede på deres alarmer, som tilkaldte to betjente, som er udstationeret på udrejsecentret. Imens huggede den 32-årige mand med kniven i døren, som personalet lukkede efter sig.
Neutraliserede ham med peberspray
Da betjentene dukkede op og åbnede døren igen, sad manden på sin seng. Da de var i tvivl, om han fortsat havde kniven på sig, brugte de peberspray til at neutralisere ham. Herefter foregik selve anholdelsen uden dramatik.
- Men Kriminalforsorgens personale er selvfølgelig chokeret over oplevelsen, uddyber Bent Smedegaard.
I løbet af onsdag skal manden i grundlovsforhør. Han er sigtet for kvalificeret vold mod offentligt ansatte.