Beboere på Kærshovedgård kan bryde regler uden konsekvens: Overtrædelser meldes sjældent til politiet
Sagsbunken hober sig op, så det bliver langt fra hver gang meldt til politiet, hvis beboerne på Kærshovedgård ikke tjekker ind som krævet.
Fortællingen om udfordringer med Udrejsecenter Kærshovedgård fortsætter. På centret ved Bording bor de asyalansøgere, som ikke har fået ophold i Danmark, og udlændinge, der er dømt til udvisning.
Fælles for dem er det, at de skal sendes til udlandet igen på et tidspunkt. Derfor skal beboere hver dag melde sig på asylcentret og overnatte der.
Men hvis beboerne på centret bryder reglerne for at tjekke ind og at overnatte, bliver det ikke nødvendigvis meldt til politiet. Det vækker nu politisk harme.
- Det er grotesk, og det er ikke ordentligt. Det er en total ligegyldighed over for de mennesker, der bor tæt på Kærshovedgård, som er udsat for lidt af hvert, siger Søren Pape Poulsen, formand for Det Konservative Folkeparti.
Minister: Uholdbart og utilfredsstillende
Ministeren på området, Socialdemokratiets Mattias Tesfaye, er da heller ikke tilfreds.
- Vi har de her pligter af en årsag. Vi vil gerne vide, hvor folk er, hvis de skal rejse ud af landet. Derfor er det uholdbart og utilfredsstillende, at der er rod i sagsgangen, siger Mattias Tesfaye.
Det er ikke første gang, der er utilfredshed med meldesystemet. I juli 2020 kom det frem, at den elektroniske kontrol af, om folk meldte sig, som de skulle, ikke virkede optimalt, fordi der var it-fejl.
Derfor har man siden da også haft mennesker til at sidde og registrere, om folk rent faktisk overholder de meldepligter, de har.
Styrelse kan ikke følge med
Så det bliver reelt registreret, om beboerne på Udrejsecenter Kærshovedgård overholder reglerne. Men i den styrelse, der skal behandle eventuelle overtrædelser, kan man ikke følge med.
Siden august 2020 har Hjemsendelsesstyrelsen behandlet og eventuelt anmeldte hver tredje formodede overtrædelse. To tredjedele er altså ikke blevet behandlet.
- Her er der beklageligvis sket en ophobning af sager. Det er vi kede af, og det beklager vi både over for ministeren og folketinget. Og det er vi i gang med at rydde op i, siger Hjemsendelsesstyrelsens direktør, Claes Nilas.
Minister Mattias Tesfaye har bedt styrelsen om at anmelde de sager til politiet, hvor reglerne er brudt. Han har også bedt om en redegørelse for, hvorfor sagsbunken er vokset. På den måde håber han, gentagelser kan undgås.