Borgmester ønsker Kærshovedgård lukket: - Så helst det ikke var der

Flere steder møder centre for afviste asylansøgere så stor modstand, at borgmestre må gribe ind. Det gælder i Bording og Hørsholm.

- Hvis jeg nu skal være helt ærlig, har vi aldrig ønsket centret, lyder det fra borgmester i Ikast-Brande Kommune, Ib Lauritsen (V).
- Hvis jeg nu skal være helt ærlig, har vi aldrig ønsket centret, lyder det fra borgmester i Ikast-Brande Kommune, Ib Lauritsen (V).
Foto: Ernst Van Norde / Ritzau Scanpix

Presset på to udrejsecentre for afviste asylansøgere er blevet så stort, at borgmestrene siger stop.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Således er borgmester i Ikast-Brande Kommune Ib Lauritsen (V) nu kommet dertil, hvor han ønsker Udrejsecenter Kærshovedgård lukket.

- Hvis jeg nu skal være helt ærlig, har vi aldrig ønsket centret. Så hvis det kom frem, at centret skulle lukke, ville vi hilse det velkommen. Jeg så egentlig helst, at udrejsecentret ikke var der, siger Ib Lauritsen til Kristeligt Dagblad.

Hans holdning skyldes den lokale utilfredshed med centret i Bording. Særligt blandt de folk, som bor tæt på udrejsecentret. Flere har sat hegn op, og inde i Bording føler folk sig utrygge på grund af grupper af asylansøgere.

- Jeg forstår dem, som har ondt af dem, og som vil hjælpe. Men jeg forstår også de naboer, som ikke vil have dem der. Det er en ikke en sort-hvid situation. Det er komplekst, og det er svært at rumme i et lille samfund, siger Ib Lauritsen.

Danmarks eneste anden institution for afviste asylansøgere hedder Udrejsecenter Sjælsmark og ligger i Hørsholm.

Her har interne slagsmål, en tidligere gidselsituation og andre episoder ifølge den lokale borgmester gjort de lokale borgere utrygge. Derfor så borgmester i Hørsholm Morten Slotved (K) gerne, at udrejsecentret blev lukket.

- Det fylder rigtig meget hos os, og det er mere, end hvad vores lille lokalsamfund kan klare. Derfor kæmper vi hårdt for at få det lukket, siger han til Kristeligt Dagblad.

Utilfredsheden afspejler ifølge lektor Jens Peter Frølund Thomsen fra Aarhus Universitet den splittelse om udlændingepolitikken, som ses i Danmark som helhed.

- Når du får et asylcenter tæt på, bliver problemerne bare mere nærværende, siger han til avisen.

/ritzau/